Kærestevold og vold mellem familiemedlemmer er et udbredt problem. I gennemsnit er der faktisk to elever i alle danske klasser, der oplever vold i hverdagen! Det, synes Medina, er en forfærdelig trist statistik, og derfor har hun valgt at blive ansigt for Foreningen for Børn og Unge i Voldsramte Familier.

Vi synes, at det er megasejt, at Medina bruger sin stjernestatus til at gøre opmærksom på problemet med familievold og kærestevold, og man mærker tydeligt, at det er en sag, der betyder rigtig meget for hende.

- Jeg har valgt at blive ansigt for denne mærkesag, fordi jeg føler, at emnet er utrolig overset af både os som mennesker, men også i den grad af systemet. Jeg synes, det er vigtigt, at vi får mere opmærksomhed på at få brudt tavsheden om et emne, der berører langt flere, end man tror, og det vil jeg gerne hjælpe til med, siger Medina, om hvorfor hun har valgt at blive ambassadør for Foreningen for Børn og Unge i Voldsramte Familier.

Læs også: Dilemma: Jeg bliver udsat for vold

Foreningen Børn og Unge I Voldramte Familier
Foreningen, som Medina nu er ambassadør for, har netop åbnet et hus i København, der hedder BASEN, hvor man kan henvende sig og tale med en socialrådgiver eller en terapeut. BASEN har åbent fra mandag til torsdag mellem kl. 15.00 og 20.00. Udover BASEN i København har foreningen også en telefonlinje, hvor børn og unge, der oplever vold i hverdagen, kan henvende sig. Telefonnummeret til foreningen er 20 67 05 06.

Foreningen for Børn og Unge i Voldsramte Familier har også en chat og en brevkasse, hvor man altid kan få anonym hjælp af en rådgiver. Chatten er åben mandag, tirsdag og torsdag fra 17.00 til 20.00. Man kan også sende en mail til foreningens brevkasse - rådgiverne svarer inden for 24 timer! Læs mere om foreningen her.

Vil du også hjælpe?
Hvis du, ligesom Medina, har lyst til at hjælpe voldsramte børn og unge, så holder BASEN åbent hus for nye frivillige tirsdag den 28. januar 2014 kl. 14.30 i Kronprinsessegade 18c, 1603 København K. Skriv dit fulde navn, alder, mobilnummer og email-adresse til rebecca@familievold.dk for at tilmelde dig. Du skal være fyldt 15 år for at deltage.