7 tips til at indrette det lille soveværelse
Hvis du kun har få kvadratmeter at gøre godt med på soveværelset, kan det hurtigt være en udfordring i sig selv at få plads til både en seng, dit tøj, natbord og fine nipsting.
Kvadratmeterne slipper nemt op, men der er heldigvis hjælp at hente. Der er nemlig meget man kan gøre for at udnytte den plads, man har og få rummet til at synes større.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Læs med her, hvor vi har samlet vores bedste tips til, hvordan pladsen i soveværelset udnyttes bedst:
1. Skab en illusion med spejle
Der skal ikke meget til for at få et lille soveværelse til at se større ud. Du kan nemt snyde øjet ved at gøre brug af et eller flere spejle i rummet. Et stort helfigursspejl kan eksempelvis skabe en illusion om, at rummet er længere, end det i virkeligheden er – og så er det jo mega win, at du lige kan tjekke dig selv ud, inden du smutter ud ad døren.
2. Find et flyvende sengebord
Jo mere gulvplads, jo bedre. En af de største udfordringer ved et lille soveværelse kan være, at gulvpladsen hurtigt bliver brugt op. Hvis du vælger et sengebord uden ben, der i stedet skrues fast på væggen, vil det give dit soveværelse et mere luftigt og simpelt udtryk.
3. Udnyt dine vægge
For at undgå rod på gulvet er det en rigtig god idé at tænke i andre baner og i stedet udnytte væggene til opbevaring. Du kan eksempelvis hænge nogle flotte hylder op, som ikke kun pynter væggene, men som også er gode til at opbevare dine ting på og i.
4. Brug pladsen under sengen
Det er vigtigt at tænke over, hvordan du opbevarer dine ting, når du kun har få kvadratmeter at gøre godt med, da dit værelse ellers kan se rodet ud. Udnyt pladsen under sengen til at opbevare dine sager. Du kan enten købe en fin sengeramme med opbevaringsplads eller et par skuffer på hjul, som du nemt kan trække frem, når du skal have fat i noget.
5. Tænk over farverne på væggen
På samme måde som med spejle kan øjet nemt snydes af farverne på væggen. Hvis du ønsker, at dit soveværelse skal synes større, kan det være en god idé at male alle væggene den samme farve, da det giver en illusion af, at væggene er længere fra hinanden. Hvis du alligevel overvejer at male en af væggene i en fin farve, er det bedst at vælge en lys vægfarve, som åbner rummet op.
6. Hold det simpelt
Selvom nipsting virkelig kan være fine, kan de også give dit soveværelse et rodet udtryk. Når du ikke har så meget plads at gøre godt med, skal du helst undgå, at der står noget på alle overflader. Udvælg i stedet nogle få favoritter, som du rigtig godt kan lide og skab mere luft i rummet ved ikke at have for meget stående.
7. Find nogle lange lyse gulvgardiner
Endnu et godt tip til at snyde øjet er at købe nogle lange lyse gulvgardiner, som hænger lige under loftet. På den måde ser det ud til, at der er højere til loftet, end der egentlig er. Samtidig giver det en hyggelig stemning på soveværelset, og så bliver du jo desuden fri for, at nogle skulle kunne kigge ind af dine vinduer.