Lige som al anden medicin kan p-piller have bivirkninger - det kan for eksempel påvirke din vægt og dit humør, men hvad mange ikke ved er, at de også kan gøre din hud renere og fri for bumser.

Læs også: P-piller - Dine top-spørgsmål

For nogle er akne så slemt, at de bliver nødt til at tage meget kraftig antibiotika eller medicin som for eksempel Roaccutan, som har mange ret vilde bivirkninger. Øv! Men for piger kan p-piller være et alternativ.
 

Hvordan virker p-piller mod bumser?

Grunden til, at du får bumser, findes i det mandlige kønshormon, som hedder testosteron. ALLE har testosteron i sig - både piger og drenge. Når man er ung, går hormonerne nærmest amok, derfor er det helt normalt, at huden reagerer. Hvis der sker en ubalance i hormonerne, danner man nemlig for meget fedt i huden, og så får man bumser.

P-piller går ind og styrer din hormonbalance. Det er sådan, de kan forhindre dig i at blive gravid, og det er også derfor, dine bumser kan forsvinde, hvis du tager p-piller.
 

Hvilke p-piller skal jeg vælge?

P-piller er som sagt et præventionsmiddel, og det er forskelligt fra person til person, hvordan de virker. Der er også forskel på pillerne - nogle typer virker bedre mod bumser end andre. Derfor er det altid din læge, der bedst kan beslutte, hvad der passer til dig, og om det kan hjælpe på din akne.

Læs også: Undgå ar efter bumser
 

Hvad skal jeg overveje først?

P-piller kan også hjælpe mod andre ting - for eksempel menstruationssmerter og langvarig menstruation. Men lige som al anden medicin kan p-piller have bivirkninger. Derfor er det vigtigt, at du snakker med din læge om, hvad der er den bedste løsning for dig. Du kan også prøve at snakke med din mor eller en sundhedsplejerske om det først.

Kilde: Apoteket.dk, Sundhed.dk

P-piller kan hjælpe mod bumser, men galleriet herunder kan du læse hvilke andre midler du kan bruge mod uren hud. 

Mad mod bumser