Har sagen om den forsvundne pige gjort dig bange eller bekymret? Her er en række gode råd til, hvad du kan gøre
I weekenden forsvandt en 13-årig pige, da hun var på vej hjem fra sin avisrute. Heldigvis blev hun fundet i live søndag eftermiddag af politiet og genforenet med sine forældre.
Sagen om den forsvundne pige satte hurtigt gang i den store mediemølle, der har dækket efterforskningen intensivt.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Det har næsten heller ikke været muligt at overse sagen på de sociale medier, hvor det har vrimlet med videoer og teorier om pigens forsvinden.
Det har fået mange børn og unge til at gribe telefonen for at søge hjælp og råd hos Børns Vilkår.
Det fortæller Ida Hilario Jønsson, der er børnefaglig konsulent i Børns Vilkår.
– Mange børn og unge ringer ind, fordi de er rigtig bange og har tænkt meget over, om det kunne ske for dem selv. Der er også nogle, der spørger, om det er okay at være nysgerrig. Det her med, at man får det dårligt, når man hører om det, men man kan heller ikke lade være med at følge med, fordi man også har lyst til at finde ud af, hvad der er sket, siger hun.
Her giver hun gode råd til, hvad du kan gøre, hvis du selv er blevet påvirket af sagen:
Hvad siger I til dem, der ringer ind og er bange for, om noget lignende kunne ske for dem?
Det er meget almindeligt, at man kan tænke sådan og blive rigtig bange, forskrækket og overrasket, når man hører om det, fordi det ikke er noget, man normalt i sin hverdag går og tænker så meget over. Men vi ved, at det er meget sjældent, at det her sker. Hvis man går og har de her tanker, kan det hjælpe at tale med nogen om det, siger hun.
Hvem kan man tale med, hvis man sidder med de tanker?
Man skal tale med en, man er tryg ved. Det kan være ens forældre, de voksne man bor hos, en voksen på skolen, træneren på ens tennishold, en ven eller en veninde. Det vigtigste er i virkeligheden, at det er nogen, man er tryg ved. Man kan også altid ringe til BørneTelefonen, siger hun.
Hvem kan du ringe til, hvis du er påvirket af sagen?
BørneTelefonen er gratis og anonym rådgivning, som du kan ringe til døgnet rundt, hvis du har brug for rådgivning, trøst eller en voksen, der har tid til at lytte.
Nummer: 116111, du kan også chatte med dem på deres hjemmeside: bornetelefonen.dk
GirlTalk er et fællesskab, hvor du kan søge råd og vejledning som ung. Du kan chatte eller sms'se med dem via deres hjemmeside: girltalk.dk. Alle kan kontakte Girl Talk - man behøver ikke identificere sig som pige for at benytte deres tilbud.
Du fortalte, at det er helt naturligt også at blive opslugt og nysgerrig på sagen, men at det også kan sætte gang i endnu flere frygttanker. Har du et godt råd, hvis man genkender sig selv i den situation?
Når man bliver bekymret, så kan man også have lyst til at handle på det, man kan have lyst til at google om det, eller finde ud af, hvor tit det sker. Det er en meget almindelig reaktion, og det er okay at have den følelse, men det er også rigtig vigtigt at lægge mærke til, hvordan det påvirker en at læse eller se alle de her ting. Hvis man kan mærke, at man bliver bange, ked af det, kommer i dårligt humør eller får ondt i maven, så skal man dele det med nogen.
Man kan også overveje, om man skal holde pause med at læse om det. Hvis man synes, det er svært at holde pause, eller hvis man føler, der hele tiden er nyheder derhjemme om sagen, så må man gerne sige det til de voksne og bede om hjælp til at slukke eller snakke om det, siger hun.
Sagen har også fyldt meget på TikTok, hvor det nødvendigvis ikke er noget, man selv søger på, hvad kan man gøre i den situation?
Det kan nemlig være rigtig svært at slukke for det, og det kan være svært at undgå det. De videoer og billeder, man kan se på TikTok, er også nogle, hvor man er kommet meget tæt på, og når man ser sådan nogle billeder, er det også rigtig svært at få dem ud af hovedet igen. Det er helt almindeligt, at børn og unge vil identificere sig med hende, og på en måde kan man måske føle, at det minder om noget, man kender fra sit eget liv.
Hvis det påvirker en rigtig meget, så kan man overveje, om man skal prøve at holde en pause med at gå ind på sin TikTok. Man kan også sætte sig ved siden af en forælder eller en ven, når man går ind på sin TikTok, så man kan tale med dem om det, man ser. Man kan også anmelde det, hvis man ser noget, man bliver meget påvirket af.
Efter to år med samtykkeloven: Den virker!
Hvad er et godt råd, hvis man sidder med en helt konkret tanke om, at man er bange for at gå hjem fra skole, eller hvis man har et job som avisuddeler?
Det er så sjældent, at det sker, så derfor tror vi på, at man som udgangspunkt godt kan fortsætte sin hverdag, som man plejer. Men vi kan også godt forstå, hvis man kan være ekstra bekymret i den her tid, og hvis man føler, at det fylder så meget, at man ikke kan holde tanken ud om, at man selv skal køre hjem fra klub eller gå med aviser eller noget tredje, så er det helt okay at bede om hjælp til det. Man kan følges med nogen hjem, man kan spørge sine forældre, om man kan blive hentet, eller man kan lave en aftale med en om at ringe vedkommende op, mens man går hjem.