Skønhed

6 råd til dig, der er ked af din akne

Af Karoline Mathilde Rasmussen 22. august 2022
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Canva
Akne kan få mange til at trække sig fra det sociale liv, såsom fester, sport og sex. For rigtig mange kan det også medvirke til en ensomhedsfølelse og generelt dårligere trivsel. Derfor har vi har bedt en ekspert om råd til dig, der har det svært på grund af bumser og akne.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

HVAD ER AKNE?

Akne er en sygdom, der dækker over en række hudforandringer, eksempelvis bumser, hudorme og knopper, der skyldes betændelse i hudens talgkirtler og hårsække. Oftest viser aknen sig i ansigtet, på brystkassen og på ryggen. Man kan inddele akne efter sværhedsgrad: Mild akne, moderat akne og svær akne. Akne rammer størstedelen af alle teenagere – for de fleste i mild grad.

AKNE I PUBERTETEN

Hormonændringer kan både udløse akne eller gøre aknen værre. Når man kommer i puberteten, øges produktionen af mandlige kønshormoner, androgener, som øger produktionen af talg. Nogle producerer så meget, at det “propper til” i porerne og hårsækkene. Det kan resultere i inflammation, som fører til bumser. På grund af hormonændringer er det heller ikke unormalt, hvis man oplever flere bumser dagene før ens menstruation.

6 RÅD TIL DIG, DER ER KED AF DIN AKNE

I hver udgave af Vi Unge sidder Kristina fra Børns Vilkår og hjælper vores læsere om alt, der handler om følelser. Hun fortæller, at akne kan påvirke ens opfattelse af sig selv og kan få betydning for ens selvtillid. Akne kan få mange til at trække sig fra det sociale liv, såsom fester, sport og sex. For rigtig mange kan det også medvirke til en ensomhedsfølelse og generelt dårligere trivsel. Derfor har vi har bedt Kristina om hendes råd til dig, der har det svært på grund af bumser og akne.

1. Anerkend dine følelser, og fortæl dig selv, at det er helt okay, at du er ked af det, og at det er svært.

2. Træn dine tanker og dit syn på dig selv, og øv dig i at fokusere på alle de ting, du godt kan lide. Det kan være dit hår, dine øjne, smil, latter, men det kan også være dine personlige styrker, som at du er god til at lytte, at du står op for dine venner, at du er hjælpsom, hyggelig, sjov og rar at være sammen med. Hvis du har brug for lidt hjælp til at “komme i gang”, kan du spørge dine venner, hvilke gode ting de ser i dig – og mind dig så om alt det hver eneste dag.

#ACNEPOSITIVITY

Herhjemme er “aknepositivitet” stadig ikke et specielt udbredt fænomen, men kigger man mod det store udland, er historien lidt en anden. Hvis man f.eks. søger på hashtagget “acnepositivity” på Instagram, dukker der mere end 331.000 hits op. Men hvad går det egentlig ud på? Helt kort kan man sige, at aknepositivitet er en modreaktion til det “perfekte ydre”, vi har oplevet rigtig længe – især på de sociale medier, hvor “beauty filters” og retoucherede billeder har fyldt meget. Aknepositivitet forsøger at omfavne, at der skal være plads til al slags hud, og at man er lige så meget værd som alle andre, selv om man har akne

3. Tal med dine venner og familie om, hvordan du har det. Når man deler sine tanker, kan man meget bedre få støtte i at få det bedre, og man føler ikke på samme måde, at man er alene med sit problem og sine tanker.

4. Husk dig selv på, at det ikke er din skyld, du har fået akne, og at det ikke er noget, du skal skamme dig over.

5. Hvis du har overskuddet til det, kan du foreslå, at skolesundhedsplejersken kan holde et oplæg for din klasse om akne. Det kan være en stor hjælp, at alle har viden om det.

6. Hvis din akne går dig meget på, så tag kontakt til din læge, som vil tage dig seriøst og hjælpe dig videre

Læs mere om

MestLæste