Rigtig mange teenagere drikker alkohol første gang, når de er til fest med deres venner. Men inden du skåler i cider med dine veninder, er der nogle ting, du skal vide ...

Læs også: Jeg har aldrig | Brugt tampon

8 ting, du skal vide, inden du drikker alkohol:

1. Det er okay at sige nej til at drikke alkohol! Hvis du siger ja, er det vigtigt, at du selv har lyst til det og ikke gør det, fordi du føler dig presset.

2. I Danmark må man først købe alkohol, når man er over 16 år ifølge loven. Det er blandt andet fordi, det som teenager kan være svært at vurdere, hvornår man er i en farlig situation. Det område i hjernen, der styrer evnen til at vurdere risiko, er nemlig først helt færdigudviklet i 18-20-års-alderen. Alkohol virker bedøvende og nedsætter yderligere evnen til at vurdere, hvad der kan give problemer, og hvad der kan være farligt.

3. Hvor meget alkohol, du kan tåle, afhænger af din vægt, hvad du har spist, og om du er pige eller dreng. Drenge kan som regel tåle mere alkohol end piger.

4. Hvis du aldrig har prøvet at drikke før, er det ikke unormalt, at du kan blive påvirket af en enkelt øl eller cider. Men man kan hurtigt føle sig presset til at drikke mere alkohol, end man egentlig kan tåle - især hvis man er sammen med andre, der har prøvet at drikke alkohol flere gange og derfor kan tåle mere.

5. Du kan ikke altid mærke, når du bliver fuld. Lige pludselig sker det bare. Derfor er det en god idé ikke at drikke for hurtigt, og engang imellem kan du rejse dig op og gå en tur, for eksempel på toilettet, for at se, hvordan du har det. Hvis du ikke føler dig helt skarp i hovedet, skal du ikke drikke mere alkohol.

6. Man tænker ikke helt klart, når man drikker alkohol. Mange kommer til at gøre ting, de fortryder næste dag - for eksempel at sige noget dumt til nogen, ødelægge ting eller til at kysse med en, selv om de måske slet ikke har lyst.

7. Drikker du for meget, kan du få en alkoholforgiftning, så hold igen med alkoholen, og drik godt med vand imens. Alkohol er vanddrivende, så du skal tisse mere, når du drikker, og derfor mister du væske.

8. Du kan få tømmermænd, når du drikker meget. Det betyder, at du får nogle forskellige (og ret ubehagelige) symptomer, dagen efter du har drukket, som for eksempel hovedpine, ondt i maven, svimmelhed, kvalme, hjertebanken og have svært ved at koncentrere dig.

Læs også: Jeg har aldrig | Været på dobbeltdate

Læs mere om, hvad alkohol gør ved din hjerne her: 

Det gør alkohol ved din hjerne