Sådan giver du de bedste komplimenter
Komplimenter er så fede at give, fordi det skaber rigtig god stemning. Du kan gøre dine veninder megaglade, og så kommer du også selv i meget bedre humør! Men det kan hurtigt komme til at lyde kikset eller bare ikke skille sig ud. Du får herunder nogle gode råd til, hvordan man giver de bedste komplimenter.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Den sikre
Læs også: 5 idéer til en ny hoby
"Hvor ser du godt ud i dag" er et supersødt valg, hvis du vil give et kompliment, som du er sikker på, personen kan bruge til noget. Man bliver aldrig træt af at få ros om sit udseende, og det kan virkelig redde dage, hvis man går og føler, at det ikke lige var den bedste dag, da man kiggede sig i spejlet om morgenen. Komplimentet fungerer rigtig fint til at give engang imellem til sine veninder, mens du skal tænke over, hvis du siger det til en dreng, da du på den måde udviser lidt kærlig interesse over for ham.
Brug din viden om personen
Hvis du vil give et mere personligt kompliment, skal du bruge den viden, du har om personen, du gerne vil give det til. Oplever du for eksempel, at din veninde pludselig begynder at skifte stil eller gøre noget anderledes ved sit udseende, kan du rose hende for hendes nye seje look. Hun vil helt sikkert synes, at du er en rigtig god veninde, og du vil kunne hjælpe til med at booste hendes selvtillid. Gode veninder roser hinanden!
Læs også: Bliv en stjerne på YouTube
På samme måde kan du rose både drenge og piger, hvis du lægger mærke til, at de har fået nyt tøj. Det virker selvfølgelig bedst, hvis du er helt sikker på, at det rent faktisk er noget nyt tøj, du roser, men uanset hvad, er det jo altid skønt at få at vide, at tøjet er pænt!
Den vovede
Der er nogle personer, der er bedre til at tage imod komplimenter end andre. Derfor skal du være god til at lure, hvordan han eller hun vil reagere, når du kommenterer. Hvis du gerne vil sige, at din veninde ser virkelig sund og frisk ud, skal du huske på, at det er et emne, nogle har det svært med at tale om. Nogle kæmper med deres sundhed mere end andre, men et sødt kompliment om sundhed kan virke rigtig motiverende til at blive ved med at gøre noget ud af det. Vi kender vist alle sammen det at have brug for nogle opmuntrende kommentarer!
Ros personligheden
Komplimenter om udseendet er rigtig søde at få og give, men det kan også tit blive dem, der bliver brugt mest. Hvis du virkelig vil charmere med et kompliment, skal du rose personligheden på det punkt, hvor det passer perfekt til den, du giver det til. For eksempel kan du fortælle, at du synes, at han eller hun er hjælpsom og en rigtig god ven, da det er noget, der virkelig vil betyde noget for den, der får det at vide.
Læs også: Tips til en fin fødselsdagsfest
De bedste komplimenter kommer nemlig ved, at man tilpasser dem den enkelte person, så man kan mærke, at der ligger en tanke i det. Det skal komme fra hjertet og være noget, du mener. Så kan det også mærkes!
Hvad er dit bedste råd til at give gode komplimenter?