
10 teenbøger, du skal læse
Efterårsferien er perfekt til at fordybe sig i en god bog. Mangler du ideer til, hvad du kan læse? Så se med her, hvor vi har fundet ti af de bedste teenbøger!
"Ser mit hoved stort ud i den her?"
Af Randa Abdel-Fattah:
Amal er en rapkæftet 16-årig pige, der bor i Melbourne. Hun er muslim og hendes forældre kommer fra Palæstina, men de har boet i Australien i mere end 25 år. Da Amal vælger at begynde at gå med tørklæde, finder hun ud af, at det slet ikke er så let at få en hijab til at sidde rigtigt. Hun bliver også lige pludselig kaldt terrorist, selv om hun bare er en almindelig teenagepige, der elsker at se amerikanske tv-serier og at gå på cafè med veninderne.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
"Barbara Tristan Møllers svære begyndelser"
Af Alberte Winding
16-årige Barbara beslutter sig for at flytte hjemmefra og blive au pair-pige i Valby hos morens veninde Helleh Hannah alias Leoparddamen. En dag finder Barbara Helleh Hannah på gulvet, helt dopet af sprut og piller. Har eksmanden Bjarne virkelig forsøgt at slå hende ihjel, som hun påstår? Og er det egentlig Barbaras opgave at finde ud af det?
"Tasketøsen"
Af Hans Hansen
Lena er næsten 14 år, og så er hun delebarn. Hendes forældre er skilt, og når hun skal besøge dem, skal hun med toget. Det plejer at være nogle ret kedelige togture, men en dag møder hun Anja. Anja er anderledes, mystisk og bærer rundt på en hel masse hemmeligheder.
Læs også: De 10 mest romantiske film.
"Dømt til frihed"
Af Renée Toft Simonsen
Johanne og Liv mødes tilfældigt en nat i toget mod Århus. Johannes bedste ven Michael, som er cokedealer, slutter sig hurtigt til de to piger. I Århus møder de godsejersønnen Christoffer, som kæmper for at være sin egen. De er alle vidt forskellige, men skæbnen binder dem sammen i de næste 14 dage, hvor de kommer til at bo hos Christoffer. Dage, som ændrer firkløverets liv, og intet bliver nogensinde det samme igen.
"Liv og Alexander"
Af Tine Bryld
Liv er 13-år og rigtig træt af sine forældre. De skændes hele tiden og ved ikke, om de skal skilles eller ej. Samtidig er hendes krop gået helt amok, og hendes bryster nægter at vokse. Liv føler sig grim og kikset, men så møder hun Alexander. Han synes, hun er smuk, og hun synes, at han er spændende.
"Twilight"-bøgerne
Af Stephenie Meyer
Det kan godt være, at du har set filmene, men derfor skal du stadig læse bøgerne. Der er en hel masse detaljer i bøgerne, som slet ikke er med i filmene, og så finder du jo ud af, hvad der sker langt før alle andre. En ægte "Twilight"-fan skal have læst bøgerne. Bøgerne i serien hedder: "Tusmørke", "Nymåne", "Formørkelse" og "Daggry".
"L.A. Candy"
Af Lauren Conrad
Forfatteren Lauren Conrad er kendt fra tv-serien "The Hills", og "L.A. Candy" minder på mange måder om serien. Den handler om to veninder fra Los Angeles, der kommer med i et reality-show, som sætter deres venskab på en hård prøve. Den er delvis inspireret af Laurens eget liv, og der er masser glam, tøsesnak, shoppeture og venindedrama.
Stjæle Lauren Conrads stil! (link fjernet)Læs mere om bogen her.
"Eksil"
Af Jakob Ejersbo
Siden hun var 3 år har Samantha boet i Tanzania sammen med sin familie. Nu er hun 15 år og hendes familie er ved at falde fra hinanden. Moren drikker i smug, og hendes far er hård og kold. Derfor bor Samantha på en international kostskole. Men hun er fræk, provokerende og ikke bange for at slå igen, og så roder hun sig ud i værre og værre situationer.
"Vildheks: Ildprøven"
Af Lene Kaaberbøl
Clara tror, at hun er en helt almindelig 12-årig pige, men så møder hun en stor, sort kat. Det viser sig, at Clara er en vildheks - altså én heks, der passer på dyrene og naturen. Hendes mor sender hende derfor af sted til moster Isa, der skal hjælpe hende med at gennemgå en række livsfarlige prøver.
"Karolines verden"
Af Birgitte Rasmussen og Mette Honoré
Karolines 17-årige liv er fuld af venindesnak, skole og kæreste ... eller næsten kæreste. Mor er mærkelig og har hang til overnaturlige fænomener, og far fjumser rundt med en yngre sild, der ligner noget fra en L'oreal-reklame. Veninderne roder sig hele tiden ud i komplicerede problemer, og Sylvester - han er bare dejlig ... men det er Lasse måske også! Hvorfor er livet ikke bare lige til?