Samfund

6 ting, du skal vide om at køre god Insta-stil

Af Nikita Hoffmann Andersen 24. januar 2022
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Canva
Vi elsker Instagram, og vi synes, at det kunne blive et endnu bedre sted at være, hvis alle kørte god stil. Vi har samlet 6 tips til at opføre sig bedre på Insta.

Instagram er på mange måder et megagodt medie, hvor du både kan følge med i dine venners og yndlingskendissers liv. Men hvis du ikke tænker dig om, kan det også blive en glidebane i forhold til dårlig opførsel og bagtaleri.

Vi giver dig seks konkrete tips til at køre god Insta-stil.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

1. Ja tak til at løfte hinanden

“Kvinde er kvinde værst”, siger et gammelt ordsprog, men kunne det ikke være fedt, hvis det blev lagt i graven for altid? Lad os støtte hinanden (og det gælder selvfølgelig ikke kun kvinder, men alle), løfte hinanden op og hælde ud af roser og komplimenter. Så support dine venners opslag med gode vibes i form af likes, kommentarer og delinger. Det er megagod stil.

2. Nej tak til at udstille

Du har garanteret set op til flere billeder af privatpersoner, der er blevet fotograferet uden deres accept, f.eks. på gaden eller i et fitnesscenter, og delt på Insta til andres morskab. Lad os lige slå det fast en gang for alle: Det er IKKE okay. Vi siger kæmpe nej tak til at udstille andre, og derfor synes vi hverken, at du selv skal dele billeder af personer, der ikke ved, de bliver fotograferet, eller at du skal følge profiler, der gør det.

Hvis du har mod på det, så sig fra (med en DM eller kommentar), når du ser den slags billeder. Det er cool at tage afstand til dårlig opførsel – også på nettet.

5 FUN (Insta)FACTS

– Instagram har mere end 1 milliard månedlige aktive brugere og mere end 500 millioner daglige aktive brugere.

– Der bliver trykket på like-knappen mere end 4 milliarder gange om dagen.

– Det mest populære hashtag er #love, der står på mere end 2 milliarder posts.

– Det mest instagrammede mad er pizza (er du også skyldig?).

– De fem mest fulgte profiler på Instagram er @cristiano (330 millioner følgere) @therock (265 millioner følgere) @arianagrande (262 millioner følgere) @kyliejenner (261 millioner følgere) @selenagomez (255 millioner følgere).

3. ”Er det her okay?”

Har du nogensinde set et billede af dig selv på dine venners profil, som du ikke følte dig superkomfortabel med, at hele Insta skulle se? Også os. Det er god stil at spørge om lov, inden du deler billeder af andre, og det kan du også godt forvente (eller bede om), at de gør den anden vej rundt. Et simpelt: “Må jeg dele det her på story?” er “all it takes”.

4. Del-knappen er ikke en bagtale-knap

Den lille pil, der tillader dig at dele en story eller et feed-post med din BFF i DM, skal bruges ordentligt. Det er totalt cool at dele og tale om andres posts – f.eks. “Se den her lækre kage, skal vi ikke også prøve at bage den” eller “Wow, hun er flot i den bluse, ved du, hvor den er fra?” – men lad være med at bruge DM som en sladderchat, hvor I taler dårligt om andres posts. At bagtale er NOT COOL.

5. Giv shoutouts

Prøv lige at forestille dig, hvor glad du ville blive, hvis du åbnede din Insta og opdagede, at en af dine venner havde givet dig et shoutout på sin profil. Det handler ikke om at få flere følgere eller likes – det gør det i øvrigt aldrig – men det er bare megagod stil at anerkende andres content, humoristiske captions eller flotte billeder.

Helt generelt er en god ven en, der bliver glad, når DU har succes, også selv om de ikke selv får noget ud af det. Shoutouts for everyone!

6. Instagram vs. reality

Forskellen på Instagram og virkelighed er noget, vi tidligere har haft oppe at vende i Vi Unge, men vi siger det lige igen: Dét, du ser online, er IKKE hele virkeligheden. Da vi i foråret spurgte jer på @viunge, om I helst ville se ærlige eller perfekte billeder på Insta, stemte 74 % af jer på ærlige, og 81 % af jer sagde, at I havde sammenlignet jer med nogle, I havde set på IG.

Du kan overveje at være det gode eksempel og primært dele relaterbare billeder fra dit liv – måske du og dine venner kan gøre det til en challenge kun at dele “almindelige” billeder.

Læs mere om

MestLæste