Ugens hits Sophie Turner reagerer på Taylor Swifts nye sang om Joe Jonas
Musik

Ugens hits: Sophie Turner reagerer på Taylor Swifts nye sang om Joe Jonas

Af Josephine Sjelhøj 9. april 2021
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Taylor Swift har netop udgivet en gammel sang, som handler om hendes ekskæreste Joe Jonas, og Joes kone, Sophie Turner, har en helt klar mening om den. Lyt til Taylors nye sang – og alle vores andre nye yndlingssange – lige her.

Det er første fredag efter påskeferien, og for at få dig i det perfekte humør har vi samlet 10 af de nyeste sange, som vi slet ikke kan få nok af.

De nye udgivelser kommer i denne uge blandt andet fra Taylor Swift, som netop har udgivet genindspilningen af sit populære album ’Fearless’. Lyt også til Justin Bieber, som endnu engang har forkælet os med en masse nye sange.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Lyt til Vi Unges hitliste lige her.

Oh Livvi ft. SALTI – Unlovable

Den danske debutant Oh Livvi er klar med sin allerførste single, ’Unlovable’, som hun har lavet i samarbejde med den norske Def Jam artist SALTI. Sangen handler om at være i et usundt forhold, og teksten er fyldt med et væld af frustrationer og beskyldninger, der bliver kastet frem og tilbage mellem de to artister. Vi ser frem til at se endnu mere til den 18-årige kunstner, og hvis man skal bedømme ud fra hendes debutsingle, så kan vi kun glæde os.

Tessa – Mums

Der har indtil videre været meget stille omkring Tessa i 2021, men det bliver der lavet om på nu. Med sin nye single ’Mums’ er Tessa endnu engang klar på at dominere alles playlister. Sangen er en hyldest til alle mænd uanset om man har sixpack eller farkrop. Tessa fortæller, at ’Mums’ var en af de sange, der næsten skrev sig selv.

- Det var et af de der sjældne moments, hvor konceptet og omkvæds-flowet bare kom lige på stedet, første gang vi bragede det i studiet, fortæller hun.

Years & Years – Starstruck

Years & Years er klar til at træde ind i en ny æra for bandet, som er blevet forvandlet til et soloprojekt af forsangeren Olly Alexander. Stjernen har netop udgivet Years & Years’ første single, ’Starstruck’, efter forandringen, og den er allerede klar til at tage verden med storm. Fans fik et lille smugkig på ’Starstruck’ via TikTok i sidste måned, og flere brugere har selvfølgelig allerede lavet dansevideoer til sangen.

Doja Cat ft. SZA – Kiss Me More

Siden vi for alvor blev introduceret for Doja Cat i 2020, er det gået meget stærkt for hende. Sangerinden bliver ved med at udgive banger efter banger i samarbejde med nogle af de hotteste kunstnere. Nu er hun klar med endnu et collab med singlen ’Kiss Me More’, og denne gang er det sammen med SZA. ’Kiss Me More’ er den første single fra Doja Cats kommenede album, og stjernen lover, at der er endnu flere fede collabs i vente.

Taylor Swift – Mr. Perfectly Fine

Taylor Swifts genindspilning af albummet ’Fearless’ er her endelig, og på det er der også en masse nye sange, som indtil nu har været gemt i sangstjernens musikbank. En af dem hedder ’Mr. Perfectly Fine’, og den handler om ekskæresten Joe Jonas, der ”knuste hendes hjerte”. Sangen har fået Joes kone, ’Game of Thrones’-stjernen Sophie Turner, til at reagere på Instagram, og hun elsker den heldigvis lige så meget som os Swifties gør.

- Det er ikke IKKE en bop, skriver Sophie i en Instagram-story, hvor man kan se, at hun lytter til ’Mr. Perfectly Fine.’

Demi Lovato ft. Ariana Grande – Met Him Last Night

I årevis har fans af Demi Lovato og Ariana Grande gjort alt, hvad de kunne for at overbevise deres idoler om at samarbejde. Det har nu resulteret i den fortryllende single, ’Met Him Last Night’, som viser, hvor godt deres stærke stemmer klæder hinanden. I et nyt interview har Demi afsløret, at Ariana skrev sangen specielt til hende, og at de to popstjerner kommer til at være venner for livet.

Justin Bieber ft. BEAM – Freedom

Det ser ud til, at Justin Bieber stadig er i gavehumør, når det kommer til at udgive nye sange. Det er ikke lang tid siden, at den canadiske superstjerne udgav albummet ’Justice’, og som bonus også udgav en masse sange ugen efter. Nu er han så igen klar med en EP, der indeholder seks helt nye numre. En af dem, der fortjener at blive fremhævet, er ’Freedom’, som vi slet ikke er færdige med at lytte til endnu.

Olivia Rodrigo – deja vu

Med sin populære debutsingle ’drives license’ tog Olivia Rodrigo verden med storm, og mange fans spurgte sig selv, om det overhovedet var muligt for den unge Disney-stjerne at leve op til hypen med sine næste sange. Nu har Olivia udgivet singlen ’deja vu’, og vi kan med sikkerhed sige, at det kan hun. Hvis man skal bedømme ud fra de første to singler, bliver Olivias album, som udkommer d. 21. maj, uden tvivl fyldt med bangers.

LÆS OGSÅ: Disse sange skal deltagerne synge i den store ’X Factor’-finale

J Balvin ft. Khalid – Otra Noche Sin Ti

Der findes intet bedre end et fantastisk collab, og det er præcis, hvad J Balvin og Khalid giver os på ’Otra Noche Sin Ti’. Sangen har både engelske og spanske vers, og den tilhørende musikvideo, som finder sted i en mørk skov, fanger sangens stemning perfekt. ’Otra Noche Sin Ti’ vil med sine chill vibes og bløde reggaeton-rytmer helt sikkert stryge ind på en masse playlister denne weekend.

LittGloss ft. Shaylen – Party In The U.S.A.

Hvem havde forudset, at ‘Party In The USA’ ville få et comeback i 2021? Det er den danske duo LittGloss, der i samarbejde med Shaylen, har givet det ikoniske Miley Cyrus-hit en ordentlig makeover, og vi klager bestemt ikke. Hvis man har brug for at komme i endnu bedre fredagshumør, end man allerede er, skal man helt sikkert have dette track på sin playliste.

MestLæste