Eyjaa
Musik

Melodigrandprix-søstre om hjertesorg: "Man er altid stærkere på den anden side"

af Bonna Haagen Pedersen 11. februar 2023
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: PR
Søstrene Brynja Mary og Sara Victoria Sverrisdottir udgør Eyjaa og stiller op til Dansk Melodi Grand Prix. De er vokset op i en familie på otte søskende, har boet i seks lande og taler fem sprog. Selv om det til tider har været udfordrende at flytte meget rundt, har de altid haft et stabilt holdepunkt – hinanden og musikken.

Når søstrene Brynja Mary, 19 år, og Sara Victoria Sverrisdottir, 17 år, går på scenen til Melodigrandprix 2023 bliver det hverken første gang de optræder for et større publikum, eller første gang de berører drømmen om at komme til Eurovision.

Men det bliver første gang, de forfølger drømmen sammen på den danske melodigrandprix-scene.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Storesøster Brynja deltog i 2020 i det Islandske Melodigrandprix, hvor hun nåede til semifinalen, blot 16 år gammel. Dengang kunne hun ikke have lillesøster Sara med på scenen, da Sara var for ung til at deltage.

Lørdag optræder de to søstre, Eyjaa, med sangen “I was gonna marry him”.

Søstrenes efternavn Sverrisdottir kommer af, at begge deres forældre er fra Island og deres gruppenavn Eyjaa er også islandsk og betyder ø.

På grund af deres fars job som Helikopterpilot har familien flyttet meget i løbet af deres opvækst og familien har boet i seks forskellige lande: Island, Danmark, Norge, Holland, Tyskland og Spanien.

Brynja og Sara taler fire af sprogene flydende, norsk, engelsk, islandsk og dansk. Derudover taler de en smule tysk og hollandsk.

Vi Unge har mødt de to upcoming søstre til en snak om musikken, deres forhold til hinanden og kærligheden.

Hvor længe har I lavet musik?

Sara: Vi har skrevet sange sammen og for os selv siden vi var måske 6 år gamle.

Brynja: Ja, vi har sunget og danset siden vi var helt små. Vi gik i en musikbørnehave sammen i Kolding. Så kørte Vores mor en time hver morgen til musikbørnehaven, fordi hun så at vi elskede at danse og synge. Efter det har vi gået til guitar, klaver, og alt muligt musik og sang. Vi har altid gjort alt sammen.

I er en søskendeflok på otte – Har jeres søskende samme interesse for musik, og hvorfor har i valgt at synge med hinanden?

Sara: Begge vores forældres familier er meget musikalske og alle otte søskende elsker musik. Vi har en storebror på 22, der også elsker at synge. Vores andre søskende er yngre, men jeg kunne godt forestille mig, at nogle af dem også gerne vil være sangere en dag.

Brynja: Sara og jeg er meget tætte aldersmæssigt og har altid klinget sammen, når det kommer til musikken.

Hvordan har det været at bo i flere lande under jeres opvækst?

Brynja: Vi har flyttet meget rundt og har gået på rigtig mange skoler. Det var lettere, da vi var yngre, men da vi blev lidt ældre, blev det sværere at skulle starte på nye skoler og blive en del af nye vennegrupper. Men det gjorde det altid nemmere, at vi havde hinanden. Det bruger vi også, når vi skriver musik, fordi vi har den samme historie.

Sara: Selv om nogle ting har været svært, har vi også oplevet mange forskellige ting ved at flytte meget og jeg ville ikke ændre på det.

Brynja: Det har gjort os til dem vi er i dag. Jeg tror, vi er blevet mere åbne og fleksible.

Hvordan har I dyrket musikken i jeres opvækst i forskellige lande?

Brynja: Vi har altid spillet på instrumenter – guitar, klaver, ukulele – og har taget dem med hvert sted, når vi er flyttet. Musikken var altid det, vi kunne vende tilbage til, hvis vi havde det svært et nyt sted eller på en ny skole, så hjalp det, at vi kunne komme hjem og skrive en sang om det sammen.

Sara: Det har altid været den måde vi udtrykker os på.

Hvad har den fælles interesse for musik betydet for jeres forhold til hinanden?

Sara: Jeg tror musikken har gjort os tættere, end vi havde været uden. Selv hvis vi måske er uvenner, når vi snakker sammen, eller der er noget andet, der går os på, så er det ligesom om vi kommer ind i en anden verden, når vi begynder at synge, og der er vi gode veninder.

Brynja: Ja, i virkeligheden er vi meget Forskellige. Hvis vi ikke var søstre, tror vi ikke, at vi overhovedet ville være venner, fordi vi er så forskellige. Men når det kommer til musik, så er det virkeli, der hvor vi faktisk passer bedst sammen, og bedre end med nogen andre

Sara: Og vi vil begge præcis den samme ting, så det hjælper også, at vi kan løfte hinanden op og støtte hinanden i det.

Hvordan er I forskellige?

Sarah: Vi er meget sort og hvid.

Brynja: Sara er meget stædig, ekstrovert og ubekymret og jeg er mere sensitiv, lidt genert og bekymrer mig mere om alle mulige ting.

Til Melodigrandprix deltager I med sangen “I was gonna marry him” – hvad handler den om?

Sara: Den handler om en ting, som jeg tror rigtig mange mennesker oplever eller kan relatere til. Den handler om, at man har været i et forhold eller en relation, men så har personen forladt én. Man havde alle mulige planer for fremtiden sammen med personen, og så lige pludselig er hele den fremtid væk på et sekund, og man skal bygge sig selv op igen. Vi vil gerne vise folk, at lige meget, hvilken svær situation man står i eller oplever, så kan man komme igennem det og være meget stærkere på den anden side.

Brynja: Den betyder også noget helt specielt for os, fordi vi begge har været igennem det at miste en person, som vi troede, vi skulle dele en fremtid med, for så derefter at skulle bygge os selv op igen. Det har vi set hinanden opleve og vi har hjulpet hinanden igennem det. Vi har altid haft en tvillingeforbindelse – når én mærker noget, så mærker den anden det samme. Da jeg gik igennem min første hjertesorg, så var Sara der med mig og bare græd med mig, fordi hun kunne mærke den smerte. Og det samme kunne jeg med hende. Vi kan bare mærke hinanden på en eller anden mærkelig måde.

Sara: Så historien i sangen betyder meget for os, og vi håber, at vi kan ramme folk med den. Vi vil gerne vise folk, at de ikke er alene.

Brynja: Ja, og at man kommer stærkere ud på den anden side, selv om man ikke tror det i momentet.

Hvad har I lært af at få jeres hjerter knust?

Sara: Jeg har lært, at jeg ikke skal finde mig i dårlige ting, bare fordi, jeg elsker en person. At man altid skal lytte til sig selv og den fornemmelse, man har indeni. Hvis der er noget, der irriterer mig, skal jeg sige det, i stedet for at tænke, at jeg skal skubbe det væk. Alt skal på bordet.

Brynja: Mit første forhold og mit første heartbreak lærte mig, at jeg skal stå op for mig selv og at jeg skal sige fra, hvis jeg har det dårligt. Det lærte mig, at jeg skal vise, hvor meget jeg er værd, og at jeg er stærkere, end hvad andre siger. Det er også det, vi gerne vil vise på scenen.

MestLæste