Harry Styles
Kendte

Se den søde video: Harry Styles hjalp dansk pige med at springe ud

Af Signe Frederikke Pedersen 17. maj 2023
Foto: David Swanson/Reuters/Ritzau Scanpix
Den britiske popstjerne kom en ung kvinde til undsætning. Og det udløste aftenens største bifald i Nordstern Arena i Horsens.

Midt i koncerten med solen stående for lavt på himlen til at kunne komme ind til midten af Nordstern Arena i den østjyske by Horsens, stoppede det 29-årige popidol Harry Styles op.

Han spottede den unge dansker Wilmas skilt i mængden.

”Hjælp mig med at springe ud,” stod der på hendes medbragte skilt, og lige netop dette kvitterede Styles for til stor begejstring blandt publikum på hans første koncert ud af i alt to på dansk jord.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Ligesom 'As it Was'-stjernen før har gjort det i både London og i Milwaukee i den amerikanske delstat Wisconsin, skabte han et rørende ritual, der tillod danske Wilma at gå fra stadionkoncerten ganske forandret.

I Soundvenues anmeldelse af koncerten – som de i øvrigt kalder for en ”gigantisk kærlighedsfest” – fremgår det, at Styles herefter fremtryllede et regnbueflag, som han skulle bruge til akten.

– Når dette flag ryger over mit hoved, er du officielt sprunget ud, forklarede han ifølge musikmagasinet, før han løb over scenen til lyden af trommehvirvler.

Herefter var det officielt, publikum sikrede aftenens største bifald, og popstjernen råbte:

– Frihed for Wilma!

Så "gay", som det kan blive

Af videoer, der lystigt deles videre gennem fanprofiler på eksempelvis Twitter dagen derpå, fremgår det dog, at der tilsyneladende har været flere eksempler på danske fans, der fik hjælp af Harry til offentligt at lufte deres seksuelle præferencer.

Søndag aften skete det igen.

@viunge Harry Styles hjalp en fra publikum med at springe ud under søndagens koncert i Horsens 🫶🏼🥺🌈💖 #harrystyles #koncert #onedirection #hslot #loveontour #fyp ♬ original sound - Vi Unge

– Det er så "gay" som det overhovedet kan blive, tak og tillykke, siger Styles til en pige blandt publikum, som fik samme ceremoni som Wilma – blot med en skriggrøn fjerboa fremfor et pride-flag.

Begge koncerter over weekenden i Horsens fik blandede anmeldelser. Det var dog umiddelbart ikke den blitzsky stjernes problem – derimod havde han virkelig dårlig lyd imod sig. Ekstra Bladets anmelder skrev på baggrund af første koncert:

– Det buldrede og bragede. Det rungede og rallede. Det var uanstændigt og uhørligt.

Avisen mente slet og ret, at Harry Styles var blevet "mishandlet i Horsens".

Artiklen blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.

MestLæste