Kendte

Medina: "Jeg blev udsat for uhæmmet online mobning"

Ema Seferovic 1. maj 2022
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Kaspar Astrup Schröder
Medina er aktuel i en ny film om sig selv og sit liv i spotlightet. Vi har talt med Danmarks ukronede popdronning om filmen, hvordan hun har det i dag, og hvad hendes allerbedste råd er.

Man har levet under en sten, hvis man ikke ved, hvem Medina er. En dansk popsangerinde, der har leveret hit efter hit efter hit i de sidste 13 år. Men livet i overhalingsbanen er ikke en dans på roser, og det har det heller ikke været for Medina.

I en ny film, "Medina" og serien "Medina - hele min historie", møder vi en ærlig og sårbar, men ikke mindst stærk, Medina, som fortæller om at miste, at blive mor, at blive mobbet og at være udsat for stalking.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Vi har mødt Medina til en kort snak om filmen, og du kan blive klogere på sangerinden lige her:

Hvordan har du det, Medina?

I filmen er der én ting, der står klart. Medina har i løbet af en årrække af sin karriere ikke haft det særligt godt. Det fortæller hun ærligt om i filmen, hvor hun beskriver det store pres fra medierne, et liv med stalkere og ikke mindst tabet af sit barn under sin første graviditet. Men hvordan har Medina det egentlig i dag?

- Jeg har aldrig haft det bedre. At lære at vælge, hvilke øjne jeg vil se verdenen med har helt klart ændret mit liv for evigt. Jeg vælger selv, om jeg vil fokusere på det negative eller det positive ... Her er det selvsagt, hvad man vælger, men indimellem skal man lige lære det og se den forandring, det skaber.

Hvem er Medina i dag i forhold til Medina dengang?

Medina er ikke, hvem hun plejede at være. Det fortæller hun også om i filmen. Men hvem var "gamle" Medina egentlig? Og hvem er hun den dag i dag?

- Medina i dag er en stærk kvinde, der ikke længere føler, at hun skal forsvare sig selv for hvert eneste skridt, hun tager. Medina for 10 år siden var meget stærk, men trist, i konstant forsvar, bange og alene, imellem en masse dejlige venner og familie, der kun kunne være der, så godt som de kunne.

Hvad håber du, folk får ud af at se filmen om dig?

I "Medina" og "Medina - hele min historie" kommer man et skridt tættere på sangerinden i spotlightet. Hun fortæller blandt andet om, hvordan hun har oplevet at dele af den danske presse har mobbet og udstillet hende i de seneste mange år. Hun håber derfor, at folk, der vælger at se filmen om hende og hendes liv, også for en forståelse af, hvad mobning kan gøre mod et menneske.

- Jeg ønsker, at folk mærker, hvilken effekt det kan have at udsætte andre for uhæmmet online mobning, at de vil huske, at vi alle blot er mennesker med en historie, ikke alle kender og derved finde mere sympati for hinanden frem for blot at dømme.

Hvad er det bedste ved søsterskab?

I både filmen og serien får man også et indblik i Medinas meget tætte forhold til sin søster, Michala. Vi har spurgt sangerinden, hvad der er det bedste ved forholdet til søsteren.

- Det er kærligheden. Den uendelige kærlighed man lærer, man har, når det især kan være svære tider.

Og nu vi taler om søsterskab, så bad vi også Medina at komme med sit bedste råd til alle jer læsere:

- Mit bedste råd er, at vi som kvinder ikke skal gå og føle, at der er noget vi ikke kan opnå. Brug ikke din energi på det, du ikke ønsker i dit liv, men brug den på det, du vil have mere af. Du tiltrækker det, du fokuserer på.

Her kan du se filmen og serien

Filmen "Medina" kan ses eksklusivt i biografer landet over den 3. maj. Derudover er der også udkommet en serie om den danske sangerinde. Den hedder "Medina - hele min historie" og består af otte afsnit - første afsnit har premiere på Discovery+ den 5. maj. Se traileren til filmen lige her:

Læs mere om

MestLæste