Kære mig da jeg var 15 år: Journalist Kathrine Graas tager os med tilbage

Kære lille voksne veninde

Lige nu sidder du alene i et fremmed land på den anden side af Atlanten. Du skal vide, at jeg tænker meget på dig. Selv om du ikke føler det lige nu, og selv om du kommer til at lære uendeligt meget af det her eventyr, så kommer du til at opleve ting, du er alt for ung til at opleve. Og du vil bruge mange år på at reflektere over, hvad det præcist var, der skete i denne tid. Derfor vil jeg også starte med at spørge: “Hvordan har du det?”.

Lige nu har du travlt med at være voksen. Du har travlt med at prøve alt. Du vil alt. Jeg misunder din livsglæde, ambition og nysgerrighed. Du er ved at lægge grundstenen for, hvem vi ender med at være – og veninde, du gør det sgu godt! Men vil du ikke nok please skrue lidt ned? Du har slet ikke så travlt, som du tror. Du skal nok nå det hele.

Du er allerede nu ved at mærke, at der er en uro i din krop, som du ikke rigtigt kan sætte en finger på. Der er også mere larm i dit hoved end normalt. Vil du ikke være sød at tage det alvorligt og snakke med nogle om det? Fra bagklogskabens side kan jeg fortælle, at det er starten på den følelse af utilstrækkelighed, du kommer til at kæmpe med mange år frem. Og veninde, du er slet ikke utilstrækkelig. Du er et kraftfyrværkeri, der bare venter på at blive tændt.

Du har så mange forventninger til fremtiden. Mange af dem bliver indfriet. Du bliver faktisk ret badass – jeg tror, du ville være ret stolt af mig. Men du er i gang med at se dig blind på dine forventninger. De vil føles kvælende. Du tror, det er de andre, der skaber dem, men det er i virkeligheden dig selv. Du skylder ikke nogen noget. Derfor vil jeg råde dig til at mindske dine forventninger. De vil bremse dig mere end skubbe dig frem.

Om nogle måneder vil din yndlingskjole flække i lynlåsen, fordi du har taget på. Det bliver et vendepunkt for din kropsforståelse. Lige nu dækker du dig til. Men snart vil du lære, at din krop er dejlig, som den er. Det bliver svært at acceptere, men det kommer du til. Og du kommer til at elske hver eneste delle, strækmærke og ar. Du kommer til at have det så godt i din krop, at du får overskud til at sige fra. Du vil faktisk have så meget overskud, at kilo og kalorier slet ikke er noget, du kommer til at tænke på. Og det er du allerede ved at lære nu.

Jeg ved, du føler dig meget alene. Jeg ved, du ikke rigtigt har mødt nogen ligesom dig endnu. Men det kommer. Lige om lidt møder du nogle, der forstår dig fuldt ud. Nogle, som forstår din måde at tænke på, din humor, dine interesser. Nogle vil falde fra. Andre vil komme til. Og de vil være med til at skabe dig, mens du er med til at skabe dem. Det er en smuk sammensmeltning, jeg ikke kan sætte ord på.

Du skal vide, at jeg er stolt af dig. Du aner ikke, hvor begavet du er. Og du har et mod, de fleste misunder dig for. Du kan bare ikke se det endnu. Det mod kommer til at bære dig langt. Men du kommer også til at miste det. Og det tror jeg i sandhed, er livet: Vi får noget, og vi mister noget. Lige nu er min opgave bare at få vores mod tilbage igen.

Veninde. Det bliver bedre, end det er lige nu. Men det bliver også hårdt. Derfor er det vigtigste for dig lige nu at tage én dag ad gangen. Ro på. Det skal nok gå, men det kan ikke gå, hvis du ikke kan følge med.

Og hey, forresten! Hvis en lækker franskmand nogensinde tilbyder dig en smøg, skal du sige NEJ! Også selv om han er absurd lækker (og det er han, trust me). Det er en træls og dyr vane at få.