Internettet går amok: Se Timothée Chalamet i ikonisk rolle
Kendte

Internettet går amok: Se Timothée Chalamet i ikonisk rolle

Af Josephine Sjelhøj 13. oktober 2021
Foto: Mega
Timothée Chalamet er klar til at puste nyt liv i en ikonisk karakter. Stjernen skal nemlig spille Willy Wonka i en kommende film, og internettet går nu amok over et helt nyt billede af ham i kostumet. Se billedet, og alle de sjove memes, lige her.

Timothée Chalamet er klar til at følge i Gene Wilder og Johnny Depps fodspor. Stjernen, der er aktuel i biografhittet ’Dune’ sammen med Zendaya, afslørede nemlig i maj, at han skal spille Willy Wonka i den kommende film ’Wonka’.

Nu har skuespilleren så givet fans det første sneak peek på filmen, og det har fået hele internettet til at gå amok med sjove memes.

Som et smugkig på filmen har Timothée delt et billede af sig selv i sit nye kostume, mens han er i gang med optagelserne til ’Wonka’. Kostumet, der er designet af Lindy Hemming, består af en bordeaux-farvet jakke og Willy Wonkas signatur tophat. Til billedet har han skrevet: ”Spændingen er forfærdelig. Jeg håber, at det fortsætter”.

Selvom kostumet er lige i Willy Wonkas ånd, så har billedet alligevel fået internettet til at reagere kraftigt. Nogle fans troede, at det var en joke, at Timothée skulle puste nyt liv i karakteren, mens andre sammenlignede outfittet med Gonzo fra ’ The Muppet Christmas Carol’.

Se billedet af Timothée og nogle af de sjove reaktioner her:

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Timothée har efterfølgende selv taget del i de virale memes ved at retweete en fanvideo, hvor den ikoniske Oompa Loompa-sang spiller over det famøse ’Timmy Tim’-klip af ham. Se det sjove meme, som er godkendt af stjernen selv, lige her:

’Wonka’ kommer, som navnet hentyder, til at fokusere på en ung Willy Wonka, inden han skabte den berømte chokoladefabrik, vi alle har drømt om at besøge. Mange fans har allerede kommenteret, at Timothée er som skabt til rollen som Willy, og at han kan bringe alt det bedste frem i den elskede karakter.

Til fans’ store glæde er det også blevet bekræftet, at filmen indeholder flere sekvenser, hvor man får lov til at se Timothée både synge og danse. Der er derfor meget at se frem til, når ’Wonka’ udkommer til næste år.

MegetMere