Kylie Jenner
Kendte

Derfor har internettet det for vildt over Kylies søns nye navn

af Rose Maria Boelsmand 24. januar 2023
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Planet Photos/Instagram/Ritzau Scanpix
Og nej, det er ikke en forkortelse af billionAIRE, selv om det ellers ville være passende.

Det er næsten et år siden, at Kylie Jenner kunne annoncere fødslen af sit andet barn, en søn, der umiddelbart fik navnet Wolf.

Det navn blev dog trukket hurtigere tilbage, end man kunne nå at sige det, da Kylie ikke “følte, at det var ham”. Derefter har hun ventet på det rigtige øjeblik til at afsløre sønnens navn for verden, som blev offentliggjort få uger inden hans første fødselsdag med en perlerække af babybilleder af sønnen, som i mellemtiden havde fået navnet Aire Webster.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Men bedst som alt udstrålede fryd og gammen med et navn, der åbenbart var mere ’ham’, begyndte internettet at gå i selvsving over det nye navn, der åbenbart kan tolkes helt anderledes end Kylie Jenner nok havde forudset, selv om det lyder temmelig uskyldigt. Men nej …

Lad os dog først se nærmere på, hvad ’Aire’ egentligt betyder.

Og lad os starte fra toppen, for naturligvis er folk på de digitale taster helt oppe og køre over, at Jenner endnu engang har ladet sig inspirere af de luftlige elementer i navngivningen af sit barn. Eftersom hendes datter hedder Stormi, jokede folk allerede inden fødslen af barn nummer to med, at hun sikkert ville vælge noget atmosfærisk a la Cloudi, Monsooni eller Global Warmi.

Kylie Jenner
Foto: @kyliejenner

Taget ud fra den betragtning er Aire jo på ingen måde far-fetched, og der er allerede spekulationer om, hvorvidt et potentielt fremtidigt barn nummer tre så skal navngives Flame efter Travis Scotts pseudonym, men det skal vi ikke gøre os kloge på.

Men de luftlige navnelag er ikke det, som internettet tripper mest over.

Det er faktisk udtalen af navnet, for det viser sig nemlig at ’Aire’, når det udtales Air-ee, har en lidt anden mening på arabisk.

En journalist på Twitter, Antoinette Lattouf, var den første der pointerede, at “Aire” er det ord, man bruger til at beskrive mandlige kønsdele på visse arabiske dialekter.

Og det fik folk til tasterne, og mange har kritiseret Kylie Jenner for at vælge et navn, der ikke er stuerent.

Kylie Jenner named her son …. aire lmaoooo laughs in Arabic

– Sofia (@sandchick5) January 22, 2023

På TikTok har hashtagget #AireWebster allerede mere end 45 millioner visninger, hvor flere langer ud efter Jenner, ikke blot på grund af selve navnet, men mest af alt for at holde det hemmeligt i lang tid.

Kylie Jenner har ikke selv kommenteret på navnet efter, at internettet begyndte at harcelere, men hun har tilsyneladende også travlt med at sidde på første række iført et helt særligt outfit til Haute Couture-modeugen i Paris.

Men hendes vaner taget i betragtning kan det jo være, at hun ændrer navnet igen om en uges tid, og afslører et nyt til sønnens næste fødselsdag om et år.

Artiklen blev første gang bragt på Elle.dk. Dette er en redigeret version.

MestLæste