Stjernerne fra ’Ragnarok’: ”Det kan I forvente af sæson 2”
Film & serier

Stjernerne fra ’Ragnarok’: ”Det kan I forvente af sæson 2”

Af Josephine Sjelhøj 27. maj 2021
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Hit-serien ’Ragnarok’ er tilbage med sæson 2, og i den forbindelse har Vi Unge mødt skuespillerne fra den populære Netflix-serie.

D. 27. maj får vi et glædeligt gensyn med alle vores yndlingskarakterer fra Netflix-serien ’Ragnarok’, som vender tilbage med sæson 2.

Vi Unge har i den forbindelse mødt stjernerne fra serien David Stakston (Magne), Danu Sunth (Iman), Theresa Frostad Eggesbø (Saxa) og Herman Tømmeraas (Fjor) til en snak om den nye sæson.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Læs med her, hvor skuespillerne fortæller om, hvad vi kan forvente af sæson 2, hvilken nordisk gud de helst vil være, og hvilket forhold de har til Danmark.

Det er kun begyndelsen

Som mange måske kan huske, så sluttede sæson 1 med en stor cliffhanger, da Magne og Vidar blev ramt af et lyn. Selvom man ikke så, hvad der skete efterfølgende, så var der alligevel et budskab til de ivrige seere: Det her var kun begyndelsen.

Sæson 2 starter derfor der, hvor første sæson sluttede: Hvad gør man, når man er en 17-årig gymnasieelev og finder ud af, at man er oppe imod en ældgammel og meget magtfuld fjende, der holder en hel by – og måske endda et helt land – i et jerngreb?

LÆS OGSÅ: Netflix klar med ny password-plan: Snart er det slut med at låne af hinanden

Det fortæller de fire skuespillere om, når vi møder dem til en snak om sæson 2. David Stakston, som spiller hovedpersonen Magne, fortæller om de udfordringer, hans karakter står over for i den nye sæson.

- Magne tager sit ansvar mere seriøst, og så har han nogle familieting, han også skal håndtere, så Magnes rejse er mere ”skarp” i denne her sæson, fortæller David om, hvad vi kan forvente af seriens hovedperson, der samtidig med at skulle håndtere sine kræfter også skal koncentrere sig om at være en teenager.

Foto: PR

I den nye sæson kommer der endnu mere fokus på nogle af de karakterer, vi ikke så lige så meget til i sæson 1. Det er især i Magnes familie, at der sker interessante ting, som gør hans forhold til sin bror meget anderledes.

Det betyder også, at skuespillerne arbejder sammen med nogle af dem, de måske ikke filmede lige så meget med i forrige sæson. Det er netop én af de ting, der har bragt dem tættere.

- Noget af det bedste ved at filme sæson 2 af 'Ragnarok' var at arbejde så tæt sammen med de andre, så vi lærte hinanden endnu bedre at kende, siger Danu, samtidig med hun fortæller, at hun er ”virkelig glad” for, at hende og David filmer flere scener sammen i sæson 2.

LÆS OGSÅ: Ny karakter: 'Sex and the City'-reboot får en non-binær karakter

Fokusset på karaktererne er også en af de ting, fans skal se allermest frem til, hvis man spørger stjernerne, som elsker de nye historier.

- Alle karakterer har nogle forskellige ting, de kæmper med, hvad end det er nye kræfter, de ikke ved, hvordan de skal håndtere, eller om det er klimaforandringer, de kæmper imod. Samtidig prøver de alle sammen at finde ud af, hvordan det er at være teenager i Edda, fortæller Theresa om Saxa, Fjor og alle de andres rejser i sæson 2.

Nordisk mytologi

Ligesom navnet på serien hentyder, så er der stor indflydelse fra nordisk mytologi, som mange skandinaver er opvokset med. Selvom flere af skuespillerne havde kendskab til historierne om guderne fra deres barndom, så har serien alligevel lært dem noget.

- Det er så sjovt med nordisk mytologi, fordi jeg ikke har nogen anelse om, hvor eller hvornår jeg har lært om det, men det har altid været viden, jeg har haft sådan halvt. Når man så laver sådan en serie som ’Ragnarok’ bliver man nødt til at genopfriske nogle af de ting. Men der er stadig så meget viden, jeg kan udforske, fortæller Theresa, der bliver suppleret af Herman, som siger, at historierne om nordisk mytologi er noget, de er blevet fortalt, siden de blev født.

Interessen for nordisk mytologi har også givet dem en fornemmelse for, hvilken nordisk gud eller gudinde, de minder mest om, og når vi spørger, hvem de helst ville være i virkeligheden, er skuespillerne ikke i tvivl.

Foto: PR

- Jeg ville helt sikkert være Thor – jeg vil også have en hammer, selvom den nok ville være større end mig, griner Danu.

Også David er ved at vælge Thor, indtil han kommer i tanke om en anden særlig karakter inden for nordisk mytologi, som også har fået meget opmærksomhed fra internationale fans af de gamle sagn.

- Loke er også ret interessant. Den historie han har, gør ham ret cool, så jeg tror jeg ville være ham, siger David.

- Jeg tror, jeg ville være Freja. Hun er en kraftfuld, kvindelig energi, og det elsker jeg, fortæller Theresa om sit gudindevalg, mens Herman siger, at Theresa er den virkelige Freja. For ham er valget også nemt.

- Jeg ville være Balder. Man kan ikke slå ham ihjel, og det er det, der gør ham så sej. Han er den mest bad-ass af dem alle – han kan charmere enhver til døde, forklarer Herman.

Filmer i Danmark

’Ragnarok’ er skabt af danske Adam Price, som også står bag hitserien ’Borgen’, men det er ikke seriens eneste forbindelse til Danmark. Holdet bag Netflix-hittet filmer nemlig en stor del af serien i Danmark, og det betyder, at skuespillerne har fået et helt specielt forhold til vores land, der på mange måder er ret anderledes end deres hjemland, Norge.

- Når jeg er i Danmark, er jeg mere bange for at blive ramt af en cykel, end en bil, fordi jeg ikke er vant til at alle cykler, siger Herman om den største forskel på de to lande.

Foto: PR

- Jeg føler også, at Danmark er et mere ”europæisk” land på mange måder. Da vi filmede der, lod vi mærke til at alle restauranter havde borde udendørs, så det føltes som om, man var i Frankrig. Det gav mig virkelig en følelse af at være i live, fortæller Theresa.

Herman og Theresa er ikke de eneste, der har en stor kærlighed til Danmark – også David og Danu fortæller, at de ”elsker” landet, og har haft den bedste oplevelse med at filme serien her, fordi ”alle menneskerne er så flinke”. De ser derfor alle sammen frem til, at fans kan se den nye sæson af 'Ragnarok', og de håber, at de elsker den lige så meget, som de selv gør.

Hele sæson 2 af ’Ragnarok’ er tilgængelig på Netflix nu. Se traileren til de nye episoder lige her:

MestLæste