Gyserfilm
Film & serier

Nye gyserfilm, du kan streame denne spooktober

Af Daniel Lindekilde Engberg 6. oktober 2023
Foto: Netflix
Vi nærmer os mørke og Halloween – her er de seneste gyserfilm, der har ramt de danske streamingtjenester.

Vi er nået til den tid på året, hvor solen går tidligere ned, og mørket opsluger mere og mere af døgnet. Det er netop i denne tid, halloween-måneden, at gyserfilmene er i front.

Vi har samlet de nyeste gysere, der har ramt streamingtjenesterne i år. Der er både nogle spritnye, men også gamle klassikere, som er tilgængelige for første gang på streaming.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

No one will save you

Vi starter med det nyeste skud på stammen, som du kan se lige nu. No One Will Save You blander science fiction og gys i en fortælling om skyld og sorg.

Den unge syerske Brynn bor alene i sit barndomshjem og undgår kontakt med andre, når det er muligt. En aften får hun dog mere kontakt, end hun nogensinde havde kunnet drømme om – nærkontakt af tredje grad kan man vist roligt sige.

Der er ingen grund til at sætte undertekster på, da hele filmen er uden dialog, men bare rolig, der er stadig skrig og gisp for alle pengene.

No One Will Save You kan ses på Disney+.

Alle Fredag d. 13. filmene

Hvis du er klar til at se den ikoniske filmmorder med hockeymasken (fra tredje film i hvert fald), der over otte film giver dig det samme gang på gang, så er det nu du skal slå til.

De otte originale Fredag d. 13. film er for første gang tilgængelige på streaming.

Du kender reglerne: Er du alene, dør du. Har du sex, dør du. En efter en bliver en række liderlige teenagere penetreret af alt andet end det, de havde håbet på.

Så saml dig om lejrbålet ved Camp Crystal Lake med Jason Voorhees (plus det løse), og fordyb dig i den klassiske gyserserie, der giver en uppercut til sund fornuft og skærer anstændighed midt over.

Den første Fredag d. 13. kan ses på HBO Max, og de syv forsættelser kan ses på SkyShowtime.

M3gan

Et af sidste års store gyserhits er blevet tilgængelig på streaming, og oktober er det perfekte tidspunkt at se eller gense M3GAN.

Efter en tragisk ulykke flytter den otteårige Cady hjem til sin tante Gemma, der arbejder som robottekniker hos et stort techfirma. Gemma har udviklet en eksperimentel, næsten livstro dukke under navnet M3GAN, der skal agere støtteværktøj for den unge Cady.

Det virker. Måske virker det for godt, da M3GAN handler på alt, den ser som en fare for Cady, og farer skal skaffes af vejen. Permanent.

M3GAN kan ses på SkyShowtime.

Totally Killer

Der skal også være plads til gys med et glimt i øjet, og der er kun ét sted, hvor det er garanteret: Blumhouse. Produktionsselskabet bag film som Happy Death Day, Freaky og Get Out er klar med deres nye slasherkomedie, Totally Killer.

Den unge Jamie (Kiernan Shipka) vil ud og fejre halloween med sine venner, hvilket hendes mor Pam (Julie Bowen) er meget imod, da tre af hendes venner blev myrdet brutalt 35 år forinden af den ækle ’Sweet Sixteen Killer’.

Jamie har ikke meget tilovers for sin mors advarsler, men befinder pludselig sig selv ansigt til ansigt med den maskeklædte morder. Ved et uheld transporteres Jamie tilbage til 1987, hvor hun slår sig sammen med sin mor i fortiden (Olivia Holt) for at stoppe mordene fra at finde sted, samtidig med at hun manøvrerer i den vilde tid, som 80’erne var.

Totally Killer kan ses fra 6. oktober på Prime Video.

The Conference

Svenskerne kan også give et komisk twist på gysergenren, som de viser med The Conference, der er baseret på bogen af samme navn af forfatteren Mats Strandberg.

En gruppe kolleger tager på konference i en afsides hytte, hvor dagsordenen består af peptalks, idéudvikling og en masse teambuilding. Stemningen vender sig dog, da anklager om korruption begynder at svirre.

Værst af alt bliver det dog efter mørkets frembrud, hvor en maskeret person er klar med en makaber fyringsrunde. På denne arbejdsplads er der ingen gyldne håndtryk, kun blodige.

The Conference kan ses fra 13. oktober på Netflix.

Sister Death

Fra det varme Spanien kan du glæde dig til Sister Death, hvor det religiøse er i fokus.

I den lille by Narcisa i efterkrigstidens Spanien ankommer en ung kvinde med overnaturlige kræfter til et gammelt kloster, der er blevet omdannet til en skole for piger, for at undervise.

Mærkelige hændelser begynder dog at finde sted i de gamle korridorer, der får en mere og mere forstyrrende fornemmelse over sig. Det leder vores helt til at trække i en tråd, der åbner døre, som gemmer på klosterets mange skeletter. Hemmeligheder, der stadig hjemsøger beboerne i nutiden.

Sister Death kan ses fra 27. oktober på Netflix.

Denne artikel blev første gang bragt af "Vi elsker serier". Dette er en redigeret version.

Lyt til Vi Unges podcast ’Ægte’, hvor content creator og skuespiller Fredrik Trudslev og sexolog Lene Stavngaard tager dig med på seksualoplysningsrejse og forsøger at give dig svar på alt det, du burde have fået at vide til seksualundervisningen i skolen.

MestLæste