Simone Biles
Samfund

Simone Biles skriver historie med vildt spring. Nu er det opkaldt efter hende

Af Silje Qvist 4. oktober 2023
Foto: Takuya Matsumoto/AP/Ritzau Scanpix
Den amerikanske gymnast landede et spring ved VM i Antwerpen, der nu skal opkaldes efter hende og markerer, at hun er tilbage i sit livs form.

GOAT.

Greatest of all time.

Eller måske bare Simone Biles?

Hun er tilbage efter to år, hvor hendes mentale helbred og familien krævede hendes primære fokus. Hun trak sig fra samtlige konkurrencer og trænede stort set ikke i oktober, november og december 2022.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Nogle havde måske regnet med, at Simone Biles' comeback ville blive en blød start.

Men nej.

Sådan skulle det ikke være for den 26-årige supergymnast, der lige nu deltager i VM i den belgiske by Antwerpen.

Simone Biles lagde ud med at lave øvelser på gulv, så publikums klapsalve fik taget til at lette. Hun blev ved med at imponere på balancebommen og barrene.

Ikke nok med det, så lavede Simone Biles et helt særligt spring under kvalifikationsrunden.

Eftersigende det sværeste spring en kvindelig gymnast nogensinde har udført i disciplinen spring over hest.

Springet, der indtil nu har heddet “yurchenko double pike”, bliver oftest udført af mandlige gymnaster.

Den unge amerikanske supergymnast landede den stensikkert, og for at det ikke skal være løgn, så slog hun sin konkurrent Leanne Wong, der vandt OL i 2021 i disciplinen, med 5 point. Ofte slår gymnaster hinanden med tiendedele af point.

GOAT.

Det betyder faktisk, at Simone Biles fik så god en score fra dommerne, at hun kunne have faldet flere gange i løbet af disciplinerne og stadig vinde.

Men det gjorde Biles selvfølgelig ikke. Hun fortsatte med at lande på benene og imponere os såvel som sine konkurrenter.

Efter gymnastikverdenens kutyme skal springet nu opkaldes efter Simone Biles, da hun var den første kvinde til at udføre springet i en international konkurrence.

Springets nye titel bliver “Biles II”, da Simone Biles allerede har fået et andet spring opkaldt efter sig i disciplinen spring over hest.

- Jeg håber, at det begynder at gå op for folk, at det er en af de sidste gange, man ser så svært et spring udført af en kvindelig gymnast. Jeg synes, at tiden er inde til, at man værdsætter det, siger den amerikanske træner på landsholdet Laurent Landi ifølge The Washington Post.

Simone Biles har i alt fem gymnastiske elementer opkaldt efter sig. Fire gange har hun sprunget et højere, sværere spring og landet med begge ben i jorden, som ingen anden gymnast før har formået.

Hun har to spring opkaldt efter sig i disciplinen spring over hest, et spring på balancebommen og to spring i øvelser på gulv.

Ved dette års VM ligger Simone Biles i spidsen i tre ud af fire individuelle gymnastikdiscipliner, og så ligger hun i front til allround-konkurrencen.

På fredag finder finalerne sted, og det ser lovende ud for Biles’ potentielle medaljehøst.

Artiklen blev første gang bragt på femina update. Dette er en redigeret version.

MestLæste