’Generation’: Her er alt, du skal vide om den nye ungdomsserie
Hvis du, ligesom os, savner ’Euphoria’, så har vi en fantastisk nyhed til dig. HBO er klar med en helt ny ungdomsserie i samme stil, og vi kan allerede mærke, at det bliver et hit.
Serien hedder ’Generation’, og er skabt af den kun 19-årige Yale-studerende Zelda Barnz og hendes fædre, Daniel og Ben Barnz. Udover familietrioen består holdet bag serien også af Lena Dunham, som er kendt for HBO-serien ’Girls’.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Læs med her, hvor vi svarer på alt, du har brug for at vide om ’Generation’.
Hvad handler ’Generation’ om?
I serien følger vi en gruppe teenagere gennem deres gymnasietid, mens de forsøger at finde sig selv gennem identitetsspørgsmål, kærestedrama, familieliv og udforskning af seksualitet. Sociale mediers negative indflydelse på teenagelivet kommer også til at fylde en stor del af karakterernes daglige udfordringer.
Ligesom ’Euphoria’ giver ’Generation’ en følelse af teenageangst blandet med et stort ønske om frihed og om at finde sin egen vej i livet. Selvom de to serier bliver sammenlignet, fordi de begge tackler de samme temaer, så er ’Generation’ ikke lige så dyster.
LÆS OGSÅ: Camila Mendes: ”Hollywood har brug for mere diversitet”
’Generation’ er sjov i udtrykket, farverig i valg af outfits - og vigtigst af alt er serien bare: "Extra!". Serien forsøger at være en stemme for alle de unge, der ikke føler, at de passer ind nogen steder, men på samme tid er stolte af det.
Det, der adskiller ’Generation’ fra andre ungdomsserier, er dens store engagement i forhold til diversitet. Alle karakterer repræsenterer forskellige religioner, racer og klasser. Serien har også et åbent og flydende syn på seksualitet, som præsenteres som noget, der ikke er et rigtigt eller forkert svar på.
Hvem er med i ’Generation’?
I den nye ungdomsserie kan vi blandt andet se Justice Smith, som er kendt fra ’All The Bright Places’, Nathan Stewart-Jarrett fra ’Misfits’ og Martha Plimpton fra ’The Good Wife’.
Ligesom seriens navn hentyder, så bliver vi også introduceret for en helt ny generation af talent. Chase Sui Wonders, Chloe East, Haley Sanchez og Lukita Maxwell er nogle af de navne, vi helt sikkert kommer til at lære udenad.
I ’Generation’ kommer vi også til at møde Nathanya Alexander, Nava Mau og Uly Schlesinger, som alle står overfor deres første store roller på TV.
Hvornår får den premiere?
De første tre afsnit af ’Generation’ får premiere den 11. marts 2021 på HBO Nordic. Efterfølgende kommer der nye afsnit hver torsdag på streamingtjenesten.
Hvis du slet ikke kan vente med at se serien, kan du i mellemtiden tjekke traileren ud her: