Filippa Navarana Coster-Waldau
Film & serier

Filippa fra "Salsa" følte sig som den eneste i verden, der ikke havde haft sin ’første gang’: ”Det kan virkelig virke som et pres”

af Bonna Haagen Pedersen 26. oktober 2023
Foto: Kavian Borhani
Ungdomsserien “Salsa” modtog roser fra både anmeldere og seere sidste år, da den ærligt og relaterbart skildrede ungdomsliv, sex og fællesskaber. Nu er anden sæson på vej, og den er mindst lige så vigtig, hvis man spørger skuespiller Filippa Coster Waldau.

I første sæson af DR’s populære ungdomsserie “Salsa”, stiftede vi bekendtskab med søstrene Uma og Victoria, mens vi så dem og deres vennegrupper navigere i de udfordringer og eventyr, der følger med at være et ungt menneske, der har sex.

22-årige Filippa Navarana Coster-Waldau spiller storesøsteren Victoria, mens hendes 19-årige søster Safina Coster-Waldau spiller lillesøsteren Uma i serien.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Vi Unge har mødt Filippa til en snak om seksualitet, grænser og den kommende sæson af "Salsa".

Hvad kan 2. sæson, som adskiller sig fra 1. sæson af “Salsa”?

– Det er fortsat lignende tematikker, som udspiller sig. Sex, kærlighed og venskab er bærende temaer, men der er endnu mere vægt på følelser og relationer i forbindelse med sex i denne sæson.

– Det handler både om den sex, man kan have i forbindelse med en forelskelse, hvor lysten til hinanden kan være så stor, at man bare ikke kan lade være. Men også, at man bare kan have lyst til sex, uden at der skal være nogen særlig grund til det, udover at det er sjovt, spændende og drevet af lyst.

– Jeg synes spektret for, hvad sex er for en størrelse, bliver endnu bredere i denne sæson. Og der er også flere forskellige aspekter af forelskelse og ulykkelig kærlighed denne gang.

I sidste sæson var Umas karakter den, der i højere grad var eksperimenterede og grænsesøgende, når det kom til sex og romantiske relationer, mens din karakter, Victoria, var mere tilbageholdende. Hvordan udvikler Victoria sig i denne sæson?

– Hun kommer mere på banen i forhold til sex og at prøve grænser af. Da vi sluttede i sidste sæson, var hun single og tog ud at rejse. Nu er hun kommet hjem og skal finde ud af, hvad hun vil med sit liv.

– Og hun vil gerne prøve nogle grænser af. På den måde er der byttet lidt om på Victoria og Umas denne sæson. Victoria vil også gerne udforske sex på forskellige måder, også uden at det er en forelskelse, der ligger til grund for sex.

Filippa Navarana Coster-Waldau
Foto: DR/ Jesper Christensen

Hvordan har det været at spille på nogle træk hos Victoria, som ikke fyldte så meget i første sæson?

– Det har været virkelig fedt, at få lov til at gøre begge dele. I sæson 1. synes jeg, det var en spændende og vigtig opgave at finde en god måde at vise angst og alle de svære følelser, man kan deale med som ung.

– I denne sæson er der virkelig fart over feltet for Victoria, og det har været sjovt at få en helt anden opgave denne gang.

Hvorfor synes du, at 2. sæson er vigtig?

– Ligesom første sæson, synes jeg serien er vigtig, fordi den åbner op for en helt ufiltreret samtale om sex og følelser og alle de nye og svær ting, man skal forholde sig til, når man er ung. Salsa er vigtig, fordi den viser og fortæller om, hvor forskellige vi alle er i forhold til sex og hvornår man er klar til at udforske sig selv og sin seksualitet.

– Da vi lavede serien, håbede vi, at så mange som muligt kunne føle sig set af en eller flere af karaktererne, at man kan spejle sig i nogle af samtalerne og at man ikke behøver at føle sig så alene. For man kan godt føle sig, som den eneste i verden, der går og har det som, man har det.

Hvad lærer man i 2. sæson, som du gerne selv ville have vidst, da du var yngre?

– Jeg synes, at man lærer at sætte grænser for sig selv så tidligt som muligt, hvilket er vildt vigtigt. Det gad jeg godt selv have lært tidligere.

– Man skal ikke være bange for at prøve sine grænser af og udforske, og man kan nok ikke undgå, at få sine grænser overtrådt. Men det er vigtigt at lære dem at kende og at være tro mod sig selv, når man mærker, at man er ved at nå sine grænser.

– Jeg tror især, at unge kvinder har en tendens til at binde knuder på sig selv for at behage andre. Det ville man kunne undgå, hvis man så tidligt som muligt lærer at sætte sine grænser og stå ved dem.

Hvordan har du selv oplevet, at det kan være svært?

– Jeg har oplevet, at det kan være udfordrende at lade være med at føle, at jeg skuffer nogen, hvis de synes, at det kunne være fedt at gøre noget, som jeg ikke selv synes ville være fedt. Det synes jeg stadig kan være svært og jeg har ikke helt lært at slippe den følelse endnu.

– Hvis man er den eneste, der siger nej, kan man føle sig som en lyseslukker eller en "mood killer". Men det er okay at sige nej, for i længden får man det meget bedre med sig selv ved at stå ved sine grænser, og man undgår en masse ubehagelige situationer.

– Jeg håber, at jeg selv lærer det helt på et tidspunkt - at man ikke skuffer nogle ved at sige nej, man står bare op for sig selv. Det er mega vigtigt og en god ting at kunne.

Hvad har været udfordrende ved det skuespil, du har haft i denne sæson?

– Jeg har spillet sammen med mennesker, der er virkelig søde og åbne, og det har været trygt at lave de sexscener jeg har haft. I denne sæson har vi også haft samme intimkoordinator, hvilket også gør det meget trygt. Det blev lidt en leg, når vi stod på settet og vi kunne prøve ting af inden for vores aftale ramme og samtidig være bevidste om hinandens grænser.

– Men de tre personer, jeg skulle lave intimscener med, var alle nogle jeg kendte i forvejen og som er mine venner, så jeg var lidt nervøs for, om vi ville kunne lade være med at grine.

– Det kunne vi heldigvis sagtens. At det var mine gode venner, gjorde blot, at det var trygt, og at vi nemt kunne tale om det, hvis vi syntes noget var mærkeligt eller vi ville prøve noget andet.

Filippa Navarana Coster-Waldau, Safina Coster-Waldau
Foto: DR/Jesper Christensen

Der kommer en udvikling på appen “Drift”, som også spillede en central rolle i første sæson. Man får muligheden for at kunne købe og sælge sex på appen, først for fiktive mønter i appen og senere for rigtige penge. Hvad synes du, om muligheden for at sælge og købe sex på den måde på en datingapp?

– Jeg synes, det er en vildt ærgerlig måde at skulle bruge en datingapp på. Det fjerner hele det her aspekt af at turde at prøve ting af og udforske, fordi det kommer til at være et fokus på bedømmelsen og at man skal klare sig godt. Jeg tror hurtigt, det kunne blive en performance i stedet for en udforskning af nydelse.

– Og så ryger hele pointen i at have sex, synes jeg. Man skal gøre det for nydelsen for begge parter, og ikke for at få en god ‘rating’.

I denne sæson er der en af karaktererne, som har en oplevelse af, at hun bare skal have ‘den første gang’ overstået, selv om hun får det fysisk ubehageligt. Har du selv oplevet, at der hersker en forventning om, hvornår man skal begynde at have sex?

– Jeg gik på en folkeskole, hvor alle var meget uskyldige og det vildeste, nogen have prøvet, var at kysse til en fest. Da jeg så startede i gymnasiet, fik jeg indtryk af at alle de andre havde sex på kryds og tværs og havde prøvet alt muligt.

– Jeg følte mig virkelig bagud og som den eneste i verden, der ikke havde haft sex. Jeg gjorde ikke noget, før jeg selv følte, at jeg var klar. Men det tror jeg ikke, at alle kan, for det kan virkelig virke som et pres udefra. Man har ikke lyst til at føle sig som den anderledes, der står uden for fællesskabet.

– Snakker man højt om den følelse, så tror jeg, man finder ud af at man ikke er alene med den, hvilket jeg også håber, man kan lære af Salsa. Der er ikke nogen følelser, der er forkerte at sige højt og det kan virkelig lette at dele dem.

Hvis du skulle give et godt råd til Vi Unges læsere, som oplever at sex eller seksualitet kan være en svær størrelse, hvad ville du så sige?

– Min mor har altid sagt, at man skal fjerne ”bør” fra sit ordforråd. Der er ikke noget man ”bør” gøre. Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at gøre det på, eller noget rigtigt eller forkert tidspunkt for, hvornår de ting “bør” ske.

– Det er dit liv og du skal leve dit eget liv, ikke andres. Og man skal huske, at det er okay at bruge sine venner og familie til at snakke og dele sine følelser med.

MestLæste