Harry Styles
Det sker

Harry dedikerede sin pris til kvindelige kunstnere: "Jeg er meget bevidst om mine privilegier"

af Nikolaj Kesting 13. februar 2023
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Ben Stansall/AFP/Ritzau Scanpix
Alle nominerede i prisen "Årets kunstner" til Brit Awards var mænd til trods for at kategorien er kønsneutral.

Artiklen blev første gang bragt på Se & Hør. Dette er en redigeret version.

Sangeren Harry Styles vinder prisen Årets Album ved Brit Awards lørdag for albummet "Harry's House".

– Jeg er så stolt af at være en britisk kunstner ude i verden, så stolt af at være her i aften og fejre britisk musik, siger Styles ifølge den britiske avis The Guardian.

Albummet er det mest succesfulde i Storbritannien i 2022.

Styles var den store vinder ved prisuddelingen, der blev afholdt i London. Han vandt årets sang for nummeret "As It Was", ligesom han også tog titlen som årets kunstner.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Sidstnævnte er en kønsneutral kategori, der blev introduceret ved sidste års prisuddeling. Her stoppede man altså med at give prisen til henholdsvis bedste mandlige og kvindelige kunstner.

Alle nominerede ved dette års prisuddeling var dog mænd. Det har affødt kritik på sociale medier.

– Jeg er virkelig, virkelig taknemmelig for det her, og jeg er meget bevidst om mine privilegier heroppe i aften, sagde Styles ifølge nyhedsbureauet Reuters i sin takketale, hvorefter han dedikerede prisen til fem kvindelige kunstnere. Han nævnte blandt andet Florence Welch, som står bag Florence and the Machine, og Charli XCX.

I en officiel udtalelse fra prisuddelingens arrangører lyder det, at den kønsneutrale kategori er blevet indført, så kunstnere bliver bedømt "alene for deres egenskaber og populariteten af deres arbejde, i stedet for hvem de er, eller hvilken identitet de har valgt".

Her lyder det også fra arrangørerne, at man "anerkender og deler skuffelsen" over, at ingen kvinder er at finde på listen.

– En nøglefaktor er her, at der desværre var relativt få kommercielle udgivelser af kvinder i 2022 sammenlignet med fra mænd, lyder det i udtalelsen.

Styles' vej til en international kanonkarriere gik gennem showet "X Factor", som førte ham sammen med bandet One Direction.

Sidste uge vandt den 29-årige brite to priser ved Grammy-uddelingen i USA, herunder Årets Album.

MestLæste