Skal man bruge kondom til analsex? Og 9 andre spørgsmål om sex
Hvad gør man, hvis man har svært ved at blive våd dernede?
– Man kan forsøge at bruge længere tid på forspil. Det kan f.eks. være at kysse og kæle med hinanden, holde om hinanden eller ligge og snakke. Det er vigtigt, man føler sig tryg, og at man når at blive tændt, inden man går videre. Det er altid en god idé at mærke efter, om man har rigtigt lyst. Hvis man har det, men man stadig synes, det kan være svært at blive rigtig våd, kan man bruge glidecreme eller olie.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Gode råd til at sutte pik som nybegynder?
– Det er megaforskelligt fra person til person, hvad der føles godt, når man giver og får et blowjob. Derfor er det altid en god idé at snakke med din partner om, hvad vedkommende tænder på og godt kan lide. Hvis vi alligevel skal give et god råd, er det at tage fat om pikken med den ene hånd og at tage den i munden på samme tid. Derefter kan du bevæge hovedet op og ned, så pikken glider ind og ud af din mund. Brug gerne en masse spyt – det kan nemlig godt gøre lidt ondt, hvis det bliver for tørt.
Du kan bruge din tunge til at slikke pikhovedet, pikstrengen og langs pikskaftet, og du kan variere dit blowjob ved at kysse pikken eller give et handjob imens. Prøv jer frem, og snak sammen om det – så skal I nok få det til at blive en god oplevelse for jer begge!
Hvordan smager sæd? Og er det usundt at sluge?
– Sæd smager tit lidt bittert, fordi det er basisk (har en lav pH-værdi). Men sæden kan også variere lidt i smag, afhængigt af hvad man spiser meget af, om man ryger eller drikker meget kaffe. Det er ikke usundt at sluge, men man skal selvfølgelig tænke på, om den partner, sæden kommer fra, kan være smittet med en sexsygdom.
Skal man bruge kondom til analsex?
– Ja, det er i hvert fald en rigtig god idé, da der ved analsex er en risiko for at smitte med (og få) kønssygdomme.
Hvad er forskellen på klitorisorgasme og skedeorgasme?
– Nogle vil sige, det er to forskellige ting: At man enten får orgasme, ved at klitoris stimuleres, eller ved at skeden stimuleres (typisk ved penetration). Andre siger, at det faktisk er én og samme ting. Klitoris består nemlig ikke kun af det, du kan se og mærke uden på kroppen – den strækker sig ud på hver sin side af kønslæberne inde i kroppen. Det er faktisk ret fascinerende!
Der er nogle, der får stimuleret den “indre del” af klitoris ved penetration, og derfor er der nogle forskere, der mener, at skedeorgasmen og klitorisorgasmen faktisk er det samme. De fleste er dog enige om, at det føles ret forskelligt at få en orgasme, ved at klitoris berøres, og hvis man oplever at få en orgasme “blot” ved penetration.
Gode tips til, hvordan to piger har sex?
– Der er masser af måder at have sex på, som ikke involverer en pik. To piger kan f.eks. nusse og røre hinanden på hele kroppen, kysse og slikke på f.eks. brystvorter og vulva, penetrere hinandens skeder med fingre eller andre objekter (f.eks. en dildo). Det skal være rart, men derudover er det kun fantasien, der sætter grænser.
Jeg har en kæreste, hvis pik nogle gange bliver slap under sex. Hvorfor og hvad kan vi gøre?
– Det er almindeligt, at pikken nogle gange kan blive slap. Det behøver ikke at have nogen dybere grund. I kan prøve at fortsætte ved at have andre slags sex, hvor pikken ikke behøver være stiv. Måske den bliver stiv igen så.
Andre gange kan pikken blive slap, hvis personen føler for stort præstationspres. Så er rådet lidt det samme: Gå tilbage til at kysse, røre og nyde hinanden, men drop at jagte udløsning eller orgasme i en periode. Hvis problemet bliver større, kan det være et råd at gå forbi lægen til en snak.
5 myter om sex, som ikke passer
Gode råd til at slikke fisse?
– Ligesom med mange af de andre svar vil vi huske dig på, at det er individuelt, hvad der fungerer fra person til person. Mange kan dog godt lide en kombination af at blive slikket på kønslæberne og på selve klitoris, som er superfølsom.
I et afsnit af “Klovn” – som normalt giver et indblik i, hvad man i hvert fald IKKE skal gøre – anbefalede de engang, at man slikker bogstaverne i alfabetet med sin tunge. Det er ikke sikkert, det er den hellige gral, men det kan i hvert fald bruges som inspiration til at komme vidt omkring. Og så kan du jo finde ud af, om der er nogle bogstaver, der gør noget særligt magisk for dig.
Jeg synes, tanken om at blive slikket og at give et blowjob er frastødende. Er det normalt?
– Ja, det er normalt. Lyst eller ulyst til bestemte måder at have sex på kan variere meget fra person til person. Man kan også have det forskelligt med at blive slikket eller give blowjob på forskellige tidspunkter i sit liv. Der kan måske komme tidspunkter, hvor du ikke frastødes af det.
Test: Kan du bestå seksualundervisningen?
Hvorfor kan sex gøre ondt?
– Som udgangspunkt skal sex helst ikke gøre ondt, men en del kan godt opleve smerter i forbindelse med samleje alligevel. Når man bliver seksuelt ophidset, danner skeden væske, der fungerer som smørelse, så noget (f.eks. en penis, finger eller dildo) bedre kan glide ind og ud. Det kan gøre ondt, hvis man ikke er tilstrækkeligt våd.
Det kan også gøre ondt, hvis man spænder op i musklerne i bækkenbunden. Det kan man både gøre bevidst og ubevidst – f.eks. hvis man er nervøs. Derudover kan det gøre ondt, hvis man f.eks. har fået en lille revne i underlivet, eller hvis huden omkring skeden er irriteret. Hvis du bliver ved med at opleve smerter, skal du kontakte din læge.