alt du skal vide om orgasmer
sex

Er det normalt for kvinder ikke at få orgasmer? Bliv klogere på orgasmer her

Af Karoline Mathilde Rasmussen og Nikita Hoffmann Andersen 6. februar 2024
Foto: HBO
Hvad er en orgasme, hvordan får man en, og er det normalt for kvinder ikke at få orgasmer? Få alle svarene lige her.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvad er en orgasme?

Nogle får orgasmer, når de onanerer eller har sex. En orgasme føles for mange som en slags klimaks. Ens muskler i underlivet trækker sig sammen, man kan få rystelser i kroppen og føle sig opstemt. Nogle orgasmer kan føles store og intense, mens andre føles mindre og blide. Det er langtfra alle, der får orgasmer, når de onanerer eller har sex med en anden, og det kan sagtens være rigtig dejligt alligevel.

Hvad sker der, når man får orgasme?

Når man er tæt på at få en orgasme, slår ens hjerte hurtigere, og man trækker vejret hurtigere. Skeden svulmer op, fordi der strømmer en del blod til området. Når orgasmen ruller ind over en, trækker musklerne sig sammen i skeden, og der frigives nydelseshormoner i kroppen.

Er det normalt for kvinder ikke at få orgasmer?

Ja. Der findes en ret stor orgasmekløft mellem kønnene. Heteroseksuelle drenge/mænd får f.eks. langt oftere orgasme under sex end heteroseksuelle piger/kvinder. Det er ikke, fordi det er anatomisk sværere for piger/kvinder at få orgasme, der skal bare ofte noget andet til end penetrationssex. Find ud af, hvad der får dig til at opnå orgasme (f.eks. stimuli af klitoris), og tal med din sexpartner om det. Det skal selvfølgelig være lige nydelsesfuldt for jer begge to, men der er ikke noget galt med dig, hvis du ikke kommer, hver gang du har sex med en anden person.

Hvad er forskellen på klitorisorgasme og skedeorgasme, og hvordan får man dem?

Nogle vil sige, det er to forskellige ting: At man enten får orgasme, ved at klitoris stimuleres, eller ved at skeden stimuleres (typisk ved penetration). Andre siger, at det faktisk er én og samme ting. Klitoris består nemlig ikke kun af det, du kan se og mærke uden på kroppen – den strækker sig ud på hver sin side af kønslæberne inde i kroppen.

Der er nogle, der får stimuleret den “indre del” af klitoris ved penetration, og derfor er der nogle forskere, der mener, at skedeorgasmen og klitorisorgasmen faktisk er det samme. De fleste er dog enige om, at det føles ret forskelligt at få en orgasme, ved at klitoris berøres, og hvis man oplever at få en orgasme “blot” ved penetration.

Hvordan ved man, om man har fået en orgasme ved penetrationssex? Jeg synes seriøst, det føles anderledes end klitorisorgasme …

Nogle er slet ikke i tvivl, når de får en skedeorgasme, mens andre beskriver følelsen som mere “dyb” og “brusende” end en klitorisorgasme uden et egentligt klimaks. Med andre ord: Det er megaindividuelt, og der findes ikke et klart facit på dit spørgsmål.

MestLæste