Helbred & balance

Prince Henry: ”Alt bliver bare sværere, hvis man skal klare det helt alene”

Af Josephine Sjelhøj 20. juni 2022
Foto: Petra Kleis
Hvordan føles det, når ensomhed virker som et grundvilkår i ens eksistens eller som en permanent følgesvend i livet? Det sætter Prince Henry ord på i forbindelse med den nye Headspace-kampagne ”Det’ Okay”.

I starten af juni præsenterede Headspace deres nye kampagne "Det’ Okay", som har missionen om at nedbryde tabuet om at kæmpe med sit mentale helbred.

I forbindelse med kampagnen stiller en række ambassadører sig forrest, for at vise deres dybeste sårbarheder frem, i håbet om at inspirere andre. Det gør de blandt andet gennem portrætter af fotografen Petra Kleis og podcasten "Det’ Okay", hvor de uddyber deres inderste tanker og følelser.

En af ambassadørerne er aktivisten Prince Henry, som i sin del af kampagnen sætter fokus på ensomhed. Han fortæller åbent og ærligt om, hvordan ensomhed kan føles som et grundvilkår i hans eksistens og en permanent følgesvend i livet. Prince taler om, hvordan det har påvirket ham at få at vide, at han ikke passer ind hele livet, og derfor kan være bange for at bruge sine venner for meget.

– Jeg kan føle mig som en passager i verden, der ikke har et sted at kalde hjem. Og det kan lyde meget dramatisk. Men jeg tror, det handler om, at jeg aldrig rigtigt har følt, at jeg hører til et sted, fortæller aktivisten til Ida-Sophia Petersen i podcasten "Det’ Okay".

– Vi kan ikke altid se ensomheden, men vi kan tale om det sammen. Jeg øver mig meget selv i at fornemme forskellen mellem at være alene og ensom. For det er okay, både at føle sig alene og ensom, men det bliver farligt, når det opsluger én, og bliver til alt, hvad man føler, fortæller Prince.

Vi Unge har talt med aktivisten om, hvordan han selv kommer gennem svære perioder, og om hvordan det kan skabe et fællesskab at tale højt om sine udfordringer.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvorfor har du valgt at deltage i Headspaces kampagne ”Det’ Okay”?

– Jeg vil gerne være med til at nedbryde tabuet om at kæmpe med sin mentale sundhed. Her tror jeg, at et vigtig led er at give plads til at udtrykke det svære. Det kan åbne op for et mulighedsrum. Jeg tror på, at vi alle kæmper med forskellige ting i løbet af livet, men vi behøver ikke nødvendigvis kæmpe med det hele alene altid.

Hvordan tror du, vi alle sammen kan blive bedre til at tale om at have det svært?

– Det kan vi ved at snakke om det. Især ved at sætte ord, lyd eller billeder på vores svære følelser og dele ud om, at det er normalt at have det svært. Jeg tror bare, at der skal én til sige højt, at noget er svært, og så kan det åbne op for andre. Derfor kan der være et kæmpe fællesskab i at være ærlig og sårbar.

Foto: Petra Kleis

Hvad er et godt mentalt helbred for dig?

– For mig er det en livsstil. Ligesom det at have en sund krop, må man også arbejde for at have et godt mentalt helbred. Det handler om at passe på sig selv, konstant mærke efter, gøre ting, der giver mig overskud, og huske at genoplade mine batterier.

Hvornår fandt du ud af, at der er andre, der har de samme udfordringer som dig selv?

– Det har jeg altid fundet ud af, og det opdager jeg stadig, når jeg rækker ud til andre. Især når jeg finder styrken i sårbarheden og tør at være ærlig med dem omkring mig, ved at åbne for, hvad jeg kæmper med i livet. Det kan både være i virkeligheden eller på sociale medier.

Hvad er dit bedste råd til at komme igennem en svær tid?

– Jeg synes, man skal finde metoder og måder, hvor man giver det, man kæmper med, en konkret form. For eksempel via ord, lyd, billeder, musik, kunst eller kultur. Og når man så er klar, så del dine svære følelser med folk, du stoler på. Alt bliver bare sværere, hvis man skal klare det helt alene.

Du kan læse meget mere om den nye Headspace-kampagne lige her.

Læs mere om

MegetMere