Helbred & balance

Anna Lin: "Som teenager hadede jeg min krop i håbet om at komme til at elske den"

Af Josephine Sjelhøj 13. juni 2022
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Petra Kleis
I forbindelse med en ny kampagne, der sætter fokus på at bryde tabuet om at kæmpe med sit mentale helbred, fortæller Anna Lin om, hvordan det at elske sig selv og sin krop kan føles som en byrde.

Der er mange unge, der har svært ved at tale om deres udfordringer, fordi de føler sig alene eller har det som om, at ingen andre forstår dem. Følelsen af at være forkert kan i nogle tilfælde være så overvældende, at man ikke ved, hvordan man skal sætte ord på.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Og sådan burde det slet ikke være, hvis det stod til Headspace, der hver dag hjælper børn og unge med deres udfordringer.

– I Headspace møder vi rigtig mange børn og unge, som sammenligner sig på de sociale medier. Mange billeder bliver redigeret og filtre kan være med til at forvrænger virkeligheden, skriver organisationen på deres Instagramprofil.

Det vil de gerne lave om på, og med deres nye kampagne "Det’ Okay" har de en mission om at nedbryde tabuet om det at kæmpe med sit mentale helbred.

Hvad er Headspace?

Headspace Danmark er en rådgivning, som giver unge mellem 12 og 25 år muligheden for at få nogen at tale med. Deres rådgivning er gratis og uforpligtende, og du kan være anonym, hvis du ønsker det. Læs meget mere om organisationen her.

I kampagnen viser en række Headspace-ambassadører deres sårbarheder frem i portrætter af fotografen Petra Kleis, og igennem en ny podcast, lavet i samarbejde med The Voice, uddyber de deres allersværeste perioder, samt inderste tanker og følelser.

En af dem er Anna Lin, der taler om selvværd og forholdet til sin krop. Tv-værten vil nemlig gerne dele budskabet om, at det er okay bare at have en krop, og at man hverken behøver at hade eller elske den. Samtidig deler hun sine tanker om, hvordan det at elske sig selv kan føles som en byrde eller noget man kan fejle i.

– Der er en forventning om, at du skal have megameget respekt for dig selv, du skal bare elske dig selv og du skal være en QUEEN – det er virkelig meget pres at lægge på sig selv, fortæller tv-værten til Ida-Sophia Petersen i podcasten "Det’ Okay".

Vi har taget en snak med Anna Lin om mentalt helbred, hvor hun fortæller om vigtigheden i at tale med andre om svære ting.

Hvorfor har du valgt at deltage i Headspace-kampagnen ”Det’ Okay”?

– Alt er okay, og det er vigtigt for mig at fortælle. Som teenager hadede jeg min krop i håbet om at komme til at elske den. Derfor er det vigtigt for mig nu at sige: "Det er okay bare at have en krop." Du behøver ikke elske den – det er okay bare at have et neutralt forhold til, hvad den er, og hvad den kan.

Hvordan tror du, vi alle sammen kan blive bedre til at tale om at have det svært?

– Det kræver mod at være sårbar. Men jo flere vi er, der viser, at vejen til at få sine problemer løst, er ved at tale om dem, jo flere vil være modige og tale med nogen. Det er vigtigt at inspirere hinanden og vise, at det er en styrke at vise sårbarhed.

Hvad er et godt mentalt helbred for dig?

– Mentalt helbred er gjort op af så mange ting, men det er vigtigt for mig at have nogen at snakke med om de svære ting. Det betyder også utroligt meget for mig at have et godt forhold til mig selv, bruge tid alene og være min egen ven.

Foto: Petra Kleis

Hvornår fandt du ud af, at der er flere, end man tror, der har de samme udfordringer som en selv?

– Det gik op for mig, jeg ikke stod alene med mine problemer, da jeg åbnede op om dem. De ting, som jeg tænkte, jeg var den eneste, som følte, kendte mine venner også til, og sammen kan vi nu snakke om de store følelser og erfaringer.

Hvad er dit bedste råd til at komme igennem en svær tid?

– Acceptér at du ikke kan løse alt selv, og ræk ud til nogen. Det kan være dine forældre, en lærer du stoler på eller Headspace. Der vil altid være ups and downs i livet, men bare fordi, det er normalt, er det stadig vigtigt at tage seriøst. Prioriter dit mentale helbred, og vær god ved dig selv.

Du kan læse meget mere om den nye Headspace-kampagne lige her.

Læs mere om

MestLæste