Helbred & balance

Få mere energi om vinteren

Af Stine Bødker Nielsen 3. december 2012
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Er du også bare helt flad og megatræt om vinteren? Se her, hvordan du får masser af ny energi!

Det er mørkt, koldt og klamt, og du har egentlig mest af alt lyst til at gå i hi under dynen og blive der, indtil solen igen begynder at varme. Det er nemlig helt vildt svært at være glad og energisk, når det er vinter, men heldigvis kan du selv gøre noget for at få mere energi!

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Sund mad og vitaminer

Det gælder om at spise og drikke rigtigt, hvis du gerne vil holde energien oppe hele vinteren. Sørg for at spise sundt, husk morgenmad og drik masser af vand. Det er også en rigtig god idé at supplere med en vitaminpille, fordi du ikke får lige så mange vitaminer fra solen og maden om vinteren, som du gør om sommeren.

Dyrk motion

Okay, hvis man i forvejen mangler energi, kan det selvfølgelig være liiidt svært at finde energien til at dyrke motion, men når du først er kommet i gang, så får du bare vildt meget energi! Derudover gør motion det også lettere for dig at holde varmen. Og det er jo ret praktisk, når der er megakoldt udenfor!

Læs også: Dyrk nem motion om vinteren

Eftermiddagssnack

Når solen går tidligt ned om vinteren, er det helt normalt, at du føler dig træt og sulten inden aftensmaden. Prøv med en lille sund snack som for eksempel et æble og en lille yoghurt, så bliver det lettere at holde energien oppe.

Dybe vejrtrækninger

Tag ti dybe vejrtrækninger, mens du forestiller dig, du er et rigtig skønt sted. For eksempel et sted, hvor du engang har været på ferie. Det give dig lidt ekstra energi, og så kan du også bedre fokusere på det, du skal lave.

Snup en morfar

Tag en lille lur, når du kommer hjem fra skole, inden du går i gang med lektierne. En lur på 20 minutter er perfekt til at give dig mere energi, men sov ikke længere tid end det, for så bliver du nemlig endnu trættere.

Hør musik og syng med

Den mørke vinter kan både gøre dig træt og i dårligt humør. Musik derimod hjælper mod begge dele! Sæt noget af dit yndlingsmusik på - gerne en glad sang med en god rytme - og vær ikke bange for at danse rundt på værelset og synge med. Du kan også høre musik, mens du laver kedelige pligter som at rydde op på værelset eller tømme opvaskemaskinen. Musikken skal nok give dig mere energi til at klare det!

Spis bær

Bær indeholder en masse vitaminer og det, man kalder antioxidanter, som renser kroppen og gør dig mere frisk. Prøv for eksempel at lave dig en god smoothie med masser af bær, så du kan få mere energi.

Læs også: Opskrift på lækker blåbær-smoothie

Frisk luft

Det kan godt være, det er koldt, eller det blæser eller sner, men selv om vejret er noget møg, så er det alligevel vigtigt at få en masse frisk luft om vinteren. Det giver dig så meget mere energi, end hvis du bare sidder indenfor hele dagen. Gå helst, inden solen går ned, så du når at få lidt sollys. Pak dig godt ind og gå en rask tur - når du kommer hjem, vil du helt sikkert have mere energi!

Sov ud

Det er helt naturligt, at du er mere træt om vinteren og egentlig mest af alt har lyst til at gå i hi. Derfor er det vigtigt, at du går i seng i god tid og får sovet godt ud om natten, hvis du vil have mere energi om dagen. Læs, hvordan du får en god nats søvn her.

MestLæste