Sex Education Season 4 Emma Mackey
Helbred & balance

Brevkassen: Jeg er presset over karakterer og eksamen

Af redaktionen 30. oktober 2023
Foto: Samuel Taylor/Netflix
"Jeg kan blive helt angst, de dage vi får afleveringer tilbage." Sådan skriver en af vores læsere. Vores ekspert i følelser, Kristina, svarer på spørgsmålet lige her.

Hej Vi Unge

Jeg er en pige på 15 år, der begynder i 9. klasse efter sommerferien. Jeg har altid gået meget op i skolen og været god til at lave lektier og afleveringer, fordi jeg gerne vil klare mig godt.

Her i år er lærerne begyndt at give os karakterer, og de kommer kun til at fylde endnu mere næste år.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Jeg kan mærke, at det presser mig virkelig meget, og jeg kan blive helt “angst”, de dage vi får afleveringer tilbage, fordi jeg er så bange for, at jeg ikke har gjort det godt nok.

Lærerne nævner også tit, at vi jo snart skal til afgangseksaminer, og hver gang, de gør det, får jeg nærmest helt ondt i maven og bliver trist, fordi jeg frygter den tid så meget.

Alt det med skole og karakterer og eksaminer er noget, jeg nærmest tænker på hver dag nu, og det er rigtig hårdt.

Hvad skal jeg gøre?

Kærlig hilsen Fisken

Kære Fisken

Det er helt tydeligt, at al den snak om karakterer og eksaminer presser dig. Desværre er der rigtig mange unge, der har det som dig.

Det er på ingen måde okay at have det så dårligt med skolen. Præstationspresset skaber stress og angst, og bekymringshjernen kører på højtryk. Det er ikke godt, og du skal have hjælp til at få ro.

Jeg vil opfordre dig til at tale med dine venner og dine forældre om det. At dele dine bekymringer kan hjælpe dig, så du får mere ro. Når de ved, du har det svært, har de mulighed for at hjælpe dig.

Dine venner og forældre kan bede lærerne om at tage det op i klassen, så I alle kan blive mere trygge, men I skal også insistere på, at lærerne hjælper jer med metoder til at få ro på – både ved afleveringer og op til og under afgangsprøven.

Der er flere måder, man kan få ro på krop og tanker. Det kan f.eks. være meditation, mindfulness og vejrtrækningsøvelser. Der findes mange apps og videoer, som kan guide dig.

Måske har du mod på at prøve 4-7-8 vejrtrækning, hvor du trækker vejret ind på 4 sekunder, holder det i 7, og du puster stille ud på 8 sekunder. Du kan starte med 2-5 minutter hver dag og mærke, om du får mere ro.

Kram Kristina