Helbred & balance

5 tips til når du er ked af din krop

Af Karoline Mathilde Rasmussen 15. september 2020
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
De fleste af os har dage, hvor vi bare føler os helt forkerte i vores kroppe. Kender du følelsen? Så mind dig selv om de her fem tips.

En gang imellem kan man godt føle sig helt utilpas i sin krop - og selvom det bestemt ikke er meningen, at man skal være ked af sin krop, så er det desværre noget, næsten alle oplever en gang imellem.

Der kan være mange forskellige ting bag, at man føler sig lidt utilpas i sin krop, og heldigvis kan man altid blive glad igen, selvom det måske tager lidt tid.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Her er 5 tips til, hvad du kan gøre, når du er ked af din krop.

1. Hvad går dig i VIRKELIGHEDEN på?

Nogle gange, når vi ser os sure på, hvordan vi ser ud, handler det i virkeligheden om nogle andre ting. Hvis vi er kede af det, kan vi godt reagere ved at blive utilfredse med vores kroppe, selv om det virker lidt mærkeligt. Så hvis du pludselig tager dig selv i at tænke, at din mave er helt forkert, eller at intet af dit tøj sidder ordentligt, så prøv at spørge dig selv: "Er der noget andet, der går mig på? Har det været nogle travle dage? Er jeg uvenner med min veninde, eller er der noget, jeg er bange for?" Alle de ting kan nemlig sagtens have en effekt på, hvordan du ser dig selv.

2. Lav en liste

Jep, det er sikkert et råd, du har fået før, og nu får du det igen! Uanset hvad du tænker om dig selv og din krop i øjeblikket, er der INGEN tvivl om, at du er fantastisk og lige, som du skal være. Sæt dig ned, og skriv en liste over alle de ting, du er god til, og alle de ting, du rent faktisk godt kan lide ved dig selv. Når du er færdig, kan du prøve at læse tingene højt for dig selv – så bliver de nogle gange nemmere at tro på.

3. Bed om hjælp

Ja, det kan være supersvært at fortælle om, når man har det lidt svært, men tit kan det altså gøre en virkelig stor forskel. Hiv fat i en af dine forældre eller din BFF, og forklar, hvordan du har det, og hvad der er svært for dig i dag. Det er rart, når nogle lytter, og måske de også kan minde dig om, at du er mere end god nok.

4. Gør noget, der gør dig glad

En anden ting, der stort set altid hjælper, er at fordybe sig i noget, du nyder, og som får dig til at grine, slappe af og glemme de dumme tanker. Bliver du i godt humør af at læse en god bog, gå en lang tur, bage kage til din familie eller lave den næste fede Tik Tok-video? Så gør det – uanset hvad det er.

5. Brug spejlet!

Hvis du har et stort spejl på værelset eller et andet sted i dit hjem, så stil dig foran det, og sørg for, at du ikke bliver forstyrret. Kig på hver enkelt del af din krop, og prøv at lade være med at tænke negative tanker. Bare kig, og rør måske ved dig selv imens – ved dine arme, din mave, dine lår, dine hænder ... Fortæl dig selv, at din krop er vidunderlig, og husk på alle de fantastiske ting, den kan. Det hjælper!

Læs også: Wauw, sådan udstråler du mere selvtillid

MestLæste