Bjørk Nørremark til de Paralympiske Lege
Krop & Sind

Bjørk Nørremark: ”Jeg vil motivere andre, der er født med et handicap, til at tro på sig selv”

Af Vera Olivia Lissner Rømer 3. september 2021
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: @bjoerknoerremark
Bjørk Nørremark er født uden venstre hånd, men hun har aldrig set det som en begrænsning. Til gengæld takkede hun nej første gang, hun blev tilbudt at være en del af det danske paralandshold, men i dag står hun på det olympiske stadion i Tokyo og repræsenterer Danmark.

Den 18-årige gymnasieelev og længdespringer, Bjørk Nørremark, har altid dyrket meget sport.

Først var det fodbold, og da hun mistede interessen for boldspil, begyndte hun til atletik med sin tvillingesøster. Siden da har Bjørk sat kurs mod stjernerne, og nu er hun et af de helt store talenter i dansk para-atletik.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvad er de Paralympiske Lege?

De Paralympiske Lege er et sportsstævne for handicappede. Legene er en pendant til de olympiske lege, og de afvikles hvert fjerde år, samme år som De Olympiske Lege afholdes.

Kilde: Den Store Danske

Bjørk og hendes tvillingesøster ligner hinanden som to dråber vand bortset fra, at Bjørk er født uden sin venstre hånd.

Det har hun dog aldrig nogensinde set som nogen begrænsning – tværtimod.

– Jeg bruger det som en motivation og en drivkraft til aldrig at give op på trods af, hvordan udgangspunktet ser ud, siger Bjørk.

Takkede nej til paralandsholdet

Da Bjørk første gang fik tilbuddet om at være en del af paralandsholdet takkede hun nej, fordi hun følte, at paralandsholdet var en form for særbehandling, og hun kunne ikke se, hvorfor hun skulle springe mod folk, der også manglede en hånd.

- Første gang jeg fik tilbuddet, var jeg bare ikke helt klar til det, tror jeg. Det kan hænge sammen med, at jeg måske ikke hvilede lige så meget i mit handicap dengang, som jeg gør nu. Derudover troede jeg, at paralandsholdet var en form for særbehandling.

- Jeg har senere indset, at parasport er alt andet end særbehandling, nemlig en bevægelse, der er med til at inkludere og værne om forskelligheder samt nedbryde tabuer om mennesker med handicap.

Bjørk er nu overbevist om, at det var den helt rigtige beslutning at takke ja, og den 18-årige længdespringer mener også, at beslutningen har haft stor indflydelse på, hvem hun er i dag.

Jeg har indset, at parasport er alt andet end særbehandling, nemlig en bevægelse, der er med til at inkludere og værne om forskelligheder samt nedbryde tabuer om mennesker med handicap.

Hvor der er vilje, er der vej

Selvom Bjørk er født med et handicap, mener hun ikke, at man skal se det som en begrænsning, og hun håber på, at hun med sin deltagelse i de Paralymiske Lege i Tokyo kan motivere andre til at turde tro på sig selv:

- Jeg drømmer om at blive ved med at udvikle og forbedre mig sportsligt, og jeg håber, at jeg med min deltagelse i parasporten kan motivere andre, der er født med et handicap til at hoppe i løbeskoene og tro på sig selv. Det ville være rigtig stort i hvert fald. I det store billede håber jeg, at parasport bliver mere udbredt og får endnu mere opmærksomhed i medierne.

Blå bog med Bjørk:

Fulde navn: Bjørk Kjellman Nørremark

Kælenavn: Bjørkis, Bjørksi

Alder: 18 år

Stjernetegn: Vægt

Hjemby: Hvidovre

Dit atletiske idol: Ivana Španović, fordi hun er en mega sej serbisk længdespringer

Vi har spurgt Bjørk, om hun har nogle råd til andre, som har et handicap, eller som døjer med andre udfordringer i hverdagen:

- Du kan, hvad du vil! Det har jeg fået at vide i min opvækst, og det er jeg evigt taknemmelig for.

Hvis jeg var blevet nusset om og havde fået at vide, at det var synd for mig, havde jeg ikke fået den viljestyrke, som jeg har i dag.

Bjørk fortæller, at hendes familie er en meget stor støtte, og at de altid glæder sig til at se hende i aktion, når hun træder i pigskoene for at springe, det bedste hun har lært.

Vi krydser vores fingre for seje Bjørk, og vi glæder os til at følge hende på rejsen mod (atletik) stjernerne.

Du kan følge med på hendes Instagramprofil: @bjoerknoerremark.

MestLæste