Hvis du ikke allerede bruger en menstruationskalender, er det SÅ meget på tide, at du kommer i gang!
Om du vælger at lave én selv, bruge din kalender til formålet eller downloade en app, der kan holde styr på sagerne for dig, er helt op til dig selv ...
 
Hvad er en menstruationskalender?
En menstruationskalender er en kalender, der hjælper dig med at få overblik over, hvornår du kan forvente at få din næste menstruation. Din menstruation kommer jo, som du ved, ikke sådan helt random, men følger et system måned efter måned. Når det er sagt, er det selvfølgelig også vigtigt, at huske, at ens menstruation godt kan være ret uregelmæssig i starten. 
 
 
Hvad skal jeg skrive i min menstruationskalender?
Udover det mest oplagte - nemlig hvornår du får menstruation - kan du også notere, hvornår du har mere udflåd end normalt, hvornår du har smerter, hvornår du føler dig lidt trist, eller hvornår du får mere uren hud end normalt. Du kan faktisk bruge menstruationskalenderen til at holde styr på alt, hvad der vedrører dine hormoner, kan man sige. Hvis du bruger en app, hjælper den dig med at få de forskellige ting tastet ind, men hvis du vælger retrometoden og selv taster eller skriver dine oplysninger ind i en kalender på din telefon eller i en papirkalender, kan du selv opfinde nogle symboler eller koder, hvis du ikke gider have ord som "udflåd", "megasur" eller "kæmpebums" stående i din kalender.
 
Hvad kan jeg bruge en menstruationskalender til?
De første par måneder kan du ikke bruge din menstruationskalender til så meget, men efter nogle måneder kan du regne dig frem til, hvornår du skal have et bind eller en tampon med i tasken, hvornår du ikke skal lave for mange aftaler, fordi du måske har ondt i maven eller er moody, og hvornår det er smart at have et trusseindlæg på. Du kan også blive klogere på, hvornår du i hvert fald ikke skal droppe din ansigtsrens, og hvornår din menstruation nogenlunde slutter, så du igen kan tage dine stramme, lyse bukser på uden at frygte at bløde igennem ... 
 
 
Hvornår får jeg menstruation?
Måske er der 25 dage fra din seneste menstruation til den næste, og måneden efter er der 28 - det er helt normalt, at det varierer lidt, ligesom din veninde måske har meget kortere eller længere imellem hver menstruation. Men ét er sikkert: Hvis du noterer din menstruations første dag i din kalender, er du lidt klogere på, hvornår du kan forvente den næste menstruation. Hvis du ikke gider notere, hvordan dit humør er, hvornår du har udflåd og så videre, lader du bare være med det - det absolut vigtigste er at få sat et kryds, den dag din menstruation starter. Ligesom du kan få overblik over, hvor lang tid din menstruation plejer at vare.
 

Hvor finder jeg en god menstruationskalender-app?

Der findes flere forskellige menstruationsapps, du kan downloade, ligesom du selvfølgelig kan vælge at notere det på helt klassisk manér i kalenderen på din telefon.
Vi har fundet nogle forskellige menstruationsapp, du kan tjekke ud:
* Clue
* Life
* Menstruationskalender
* Periodical
* Min menstruationsdagbog
 
I galleriet herunder får du 10 idéer til, hvordan du kan gøre din menstruation lidt sjovere ...

10 ting der gør menstruation liiidt sjovere