Det er desværre ikke altid så nemt, som du selv ønsker det, når et forhold slutter, og ekskæresten skal glemmes. Og det kan gøre dit hoved endnu mere fortvivlet, hvis du efter noget tid igen forelsker dig i ham og overvejer at finde tilbage til ham.

Vær kritisk

Er du blevet forelsket i din ekskæreste, er det vigtigt at overveje, hvorfor I før har slået op med hinanden. Der må være en grund til, at det gik galt i jeres forhold, og du skal derfor gøre op med dig selv, om det er værd at gå tilbage til det. Det vigtigste er, at I har tilgivet hinanden, så ingen af jer bærer nag over det, der er sket.

Læs også: Kan man blive bedste venner med sin ekskæreste?
 

Mærk efter

Det er vigtigt, at du virkelig mærker efter i din krop, hvis du overvejer at finde tilbage til din eks. Du skal være helt sikker på, at det er ægte følelser, og at du brænder for at være sammen med ham igen. Det er nemlig nemt at blive forvirret over sine følelser, og de kan lige så godt betyde, at du savner en sød dreng at hygge dig med - som ikke nødvendigvis behøver at være din ekskæreste. Det kan være, han kommer ind i dine tanker, fordi du forbinder kærlighed med de minder, I har sammen. Men du kan altid få nye minder med en ny, sød fyr!

Pas på

Hvis du har besluttet dig for, at du gerne vil tilbage til ham, skal du huske dig selv på, at han ikke nødvendigvis har det på samme måde. Husk derfor at passe på dig selv, så du ikke bliver alt for såret, hvis han ikke vil finde tilbage til dig, og acceptér hans beslutning, selvom det er trist.

Læs også: Sådan slipper du af med ekskæresten

En ny kæreste

Hvis dine følelser over for ham er kommet, efter han har fået en ny kæreste, kan det være fordi, du er blevet lidt jaloux på hende. Det er helt normalt at få det sådan, men det er ikke så smart at gå efter ham, hvis han er optaget. Har han fået en ny kæreste, er han nok kommet videre, og det er ærgerligt at være hende, der forsøger at splitte dem op. Hvis du venter tålmodigt, kan det være, du får en chance mere for at få ham igen en dag.

Vent en uge

Før du kaster dig ud i at skrive til ham og høre, om I skal ses igen, kan det være en god idé at slå koldt vand i blodet og vente en uges tid, før du gør noget. På den måde får du god tid til at mærke ordenligt efter, så du ikke tager en beslutning for hurtigt og fortryder den bagefter. Er du stadig lige så vild efter ham, når ugen er gået, skal du selvfølgelig følge dit hjerte.

I galleriet kan du læse, hvad du skal gøre, hvis din ekskæreste sviner dig til!

Hjælp! Min ekskæreste sviner mig til