flirteråd
kærlighed

De 7 flirteråd

Af Julie Rosendahl 8. marts 2011
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Det vrimler med lækre fyre, som bare venter på, at du smiler deres vej! Her giver vi dig syv stensikre flirteråd.

1. Find den rigtige fyr!
Før du kan komme i gang med flirten, skal du finde en sød fyr at flirte med. Her er der kun to regler, du skal huske. Den første er at finde en, som du rent faktisk er interesseret i. Selvfølgelig kan man øve sig lidt på en, man i virkeligheden ikke synes er kærestepotentiale, men det er altså klart sjovere, hvis man er lidt vild med ham. Regel nummer to handler om at undgå dem, der alligevel ikke ville være interesserede i dig. Flirt virker altså bare bedst, når den går begge veje.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

2. Signaler, at du er interesseret!
De kloge siger jo, at kropssproget siger meget mere end det, man rent faktisk selv siger. Husk det, når du signalerer til din drømmefyr, at du er interesseret i ham. I kan i virkeligheden snakke om hvad som helst, for det er ikke, hvad I siger, der er vigtigt - men hvordan I siger det. Hvis du er til en fest, så kan måden, du siger »Hvor er det godt at se dig« eller »Jeg er glad for, du kunne komme«, gøre en kæmpe forskel. Sig det med et stort smil, bevar øjenkontakten, og prøv at strejfe ham med din hånd, når du ser ham.

Læs også: Sådan får du en forårsflirt.

3. Vær den bedste udgave af dig selv!
Tænk over, hvordan andre ser dig? Er du stille, sporty, snakkende eller vildt sjov? Prøv, om du kan tage den type, du er, vende den til noget positivt og gøre den endnu tydeligere. Hvis du for eksempel er stille og genert, så prøv at spørge ind til andre i stedet for slet ikke at sige noget - så du virker interessant og lidt mystisk. Hvis du er en, der snakker meget, så prøv at gøre dig selv mere charmerende end irriterende ved at lave lidt sjov med dig selv og ikke kun fortælle andre om, hvor sej du er. Vis dine gode sider frem!

4. Bare kast dig ud i det!
Du skal ikke være bange for at blive afvist eller få et nej. I virkeligheden skal du prøve at se et nej som det bedste, der kan ske - for det er jo det, der skal til, for at du kan finde en ny fyr og få et ja. Man kan desværre ikke bare læne sig tilbage og satse på, at en sød, flirte-venlig fyr kommer forbi - du må ud og finde ham!

5. Spil på, at du er pige!
Du har sikkert hørt en fyr eller to sige, at de elsker piger i kjoler med langt hår. Det betyder ikke, at du automatisk skal lade lokkerne gro og investere i en lang balkjole. Nej, det, de egentlig mener, er bare, at de elsker piger, der tør vise, at de er piger. Så brug dine feminine sider, og vær ikke bange for at virke tøset. Men pas på med at have for udringet tøj eller for meget makeup på.

Test dig selv: Hvordan scorer du bedst?

6. Kopier lidt fra andre!
Kender du nogen, der er sindssygt gode til det der med at flirte - eller som alle drenge bare er helt vilde med? Så er det altså ikke noget problem at »låne« lidt fra vedkommende. Tjek hendes måde at opføre sig omkring drengene på - og tænk over, om der er noget af det, du selv kan bruge. Det er selvfølgelig vigtigt, at der ikke er nogen, der opdager, at du kopierer lidt - især hende, du kopierer fra.

7. Følg din intuition!
Det er ofte ikke svært at mærke, om den fyr, man prøver at flirte med, er interesseret eller ej. Virker han, som om han nyder at snakke med dig, eller står han uroligt og kigger væk, som om han gerne vil videre? Kig ham i øjnene, og besvarer han dit blik, så er din flirt godt i gang!

Læs også: Gode råd til den første date.

MestLæste