Det er vigtigt at være sund, men nogle gange må man godt træde lidt ved siden af, og give sig selv lov til at spise, hvad man har lyst til. Prøv denne opskrift på en lækker chokoladekage, der smager fantastisk! Lav for eksempel den lækre chokoladekage sammen med dine veninder eller familie.

Chokoladekage til 12 personer

4 æg
260 g sukker
1 dl kogende vand
300 g mørk chokolade 85 % (jo bedre kvalitet jo bedre chokoladekage!)
200 g usaltet smør

Chokoladekage opskrift - sådan gør du:

1. Pisk æggene med 1/3 af sukkeret, til mængden er firedoblet (det tager ca. 10 minutter med en elpisker).

Læs også: Opskrift: Sunde kager

2. Kog vandet og resten af sukkeret til en tyk sukkerlage. Hak chokoladen groft, og kom den og smørret i sukkerlagen. Rør, til det opløst, og tag det fra varmen. Det er vigtigt, at sukkerlagen er meget tyk, og at smør og chokolade er helt rørt ud i sukkerlagen (dette foregår også på blusset).

3. Vend chokolademassen forsigtigt i æggemassen. Vend lidt i ad gangen og yderst nænsomt.

Læs også: Opskrift: Glutenfri chokoladekage

4. Fordel chokoladekage dejen i en rund eller firkantet form på 20 cm med en 5 cm høj kant, foret med bagepapir. Sæt formen i et dybt, ovnfast fad fyldt med vand (det er vigtigt, at vandet går helt op til kanten af formen med dejen).

5. Bag din chokoladekage i vandbadet i 50 minutter i en 160° varm ovn. Når den har fået de 50 minutter, så stik i den med en strikkepind, og hænger der meget i, så giv den 10 minutter mere. Køl din chokoladekage af i formen, inden den vendes ud.

TIPS:

- Drys evt. din chokoladekage med lidt kakao, inden den serveres.

- Opbevar altid din chokoladekage i køleskabet. Kagen er bedst dagen efter, når den har sat sig

Kilde: Femina.dk