juleaften
Mit liv

Sådan får du den hyggeligste juleaften med familien

Af Louise Haack 22. december 2016
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Vi har samlet 11 tips, der sikrer, at du får den bedste juleaften med din familie.

Juleferie og juleaften betyder også, at du har en hel masse tid sammen med din familie, og det er selvfølgelig megadejligt. Men hvad kan du egentlig gøre for, at I alle sammen får den hyggeligste juleaften sammen som familie?

Vi har samlet en masse tips, som du kan bruge til at gøre jeres juleaften til en virkelig god og rar aften fyldt med gaver, god mad og glade grin.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Se videoen: Sådan lægger du en fin makeup til juleaften

11 tips til at gøre juleaften med familien til den bedste aften ever

Hav tålmodighed

Jep, en af de allervigtigste ingredienser til den hyggeligste juleaften med din familie er faktisk tålmodighed. Der skal være plads til jer alle sammen, så uanset hvor irriterende, du synes, at din bror eller søster er, og uanset hvor træls det er, at du ikke lige må smage på konfekten, inden I skal spise, så lad være med at blive sur over det. Tænk i stedet ”pyt”, og prøv at have en glad indstilling til alt i løbet af aftenen. Så skal det nok blive hyggeligt.

Hjælp til i køkkenet

Stress er bare aldrig rart, men dine forældre kan godt blive lidt stressede og irriterede, når de skal sørge for at have julemaden klar til jer alle sammen. Spørg dem, om du ikke skal hjælpe med noget. Du kan for eksempel godt skrælle kartofler eller dække bord. Det vil de helt sikkert blive glade for!

Gå en tur sammen

Lidt frisk luft er altid godt for humøret og stemningen, så prøv at se, om du ikke kan lokke hele din familie med ud på en lille gåtur. Hvis I er så heldige, at der ligger sne juleaften, kan I også tage en lille sneboldskamp – det får helt sikkert jer alle til at grine og være glade.

Tag lidt alenetid

Juleaften er du sammen med familien, men du kan altså også godt tillade dig at tage en lillesmule alenetid, når du for eksempel skal gøre dig klar. Lås døren ud til badeværelset, og tag dig et varmt bad, inden du skal have det fine tøj på. Når du lige får lidt tid for dig selv, har du helt sikkert meget mere overskud til at være glad resten af aftenen.

Læs også: Sådan føles juleaften i GIF'er

Gør træet klar sammen

Det er virkelig hyggeligt at gøre juletræet klar sammen i løbet af dagen, hvis I ikke allerede har gjort det. I kan pynte det, sætte lys på og ligge gaverne ned under træet.

Husk Disneys Juleshow

Det er også vigtigt, at I husker at slappe lidt af sammen, for juleaften skal jo være hyggelig og afslappet og ikke mega-stresset for jer. Derfor kan I for eksempel aftale, at I alle sammen har gjort jer klar til kl. 16.00, hvor der kommer Disneys Juleshow i fjernsynet. Så kan I sætte jer, og se det sammen, inden I skal gøre maden færdig og spise.

Bliv enige om sangene

Du og din bror vil kun synge tre salmer og så pakke gaver op, mens dine bedsteforældre gerne vil synge alle dem, der er i salmehæftet, og dine forældre prøver at finde frem til et kompromis. Åh altså. Prøv at blive enige på forhånd om, hvor mange sange I skal synge, når I går rundt om juletræet. I kan måske snakke om det, når I har spist julemaden og lige holder en lille pause, inden I skal i gang med at gå rundt om juletræet og pakke gaver op.

Vær overbærende

Kender du tricket med at tælle til ti, når der er noget, man bliver irriteret over? Det skal du bruge juleaften, hvis der er noget, du bliver irriteret over. Det er nemlig supertræls for alle, hvis du bliver megasur, fordi der er noget, der ikke lige går, som du havde ønsket det.

Sig tak for gaverne

Det er altid god stil at sige tak for gaven – også selv om du måske ikke fik lige præcis den ting, som du havde ønsket dig allermest. Dine forældre og bedsteforældre har jo stadig brugt lang tid på at finde en gave til dig, som de synes, du skulle have. Så giv dem en stor krammer, og sig ”tak for gaven”.

Hjælp med at rydde op

Det er træls for din mor og far, hvis de skal rydde alt op alene, så giv dem en hjælpende hånd, inden du går i seng. Du kan for eksempel samle alt gavepapiret i en sæk eller hjælpe med at skylle af og sætte i opvaskeren. Jo mere I hjælper hinanden, jo hurtigere er det overstået, og så er der ikke nogle, der bliver kede af det eller skuffede over, at de skal gøre alt sammen helt alene.

Nyd det!

Den her aften kommer kun én gang om året, så derfor gælder det virkelig om at nyde stemningen og tænke ”pyt”, selv om der er noget, der går galt. Det hele behøver jo ikke at være perfekt, så længe I bare hygger jer sammen.

Vil du se, hvordan stjernerne fejrer jul? Så tjek de her billeder:

Sådanfejredestjernernejul

Læs mere om