Mit liv

Hvad gør man, når en, man elsker, dør?

Af Mille Holkenfeldt 6. juli 2021
Foto: Privat
Mille har mistet sin mormor, og hun har svært ved at leve med det. Hun kan ikke rigtigt vænne sig til tanken om, at hendes mormor aldrig kommer tilbage. Det her er Milles historie om at opleve døden for første gang – og hvordan du håndterer det, hvis du selv eller en af dine venner er i sorg.

I slutningen af februar 2019 blev min mormor erklæret terminal syg med kræft i hjernen. Tre en halv måned senere døde hun. Jeg er ikke kommet mig over det.

Jeg har ikke forsonet mig med, at døden har taget hende fra mig. Jeg har ikke forstået, at hun ikke kommer tilbage. Jeg tager stadigvæk mig selv i at være ved at ringe til hende eller sige til mig selv, at jeg skal huske at fortælle hende dit eller dat. Indtil det slår mig, at det kan jeg ikke. Indtil det går op for mig, at hun ikke er her mere, og at hendes telefonnummer ikke findes, hvis man taster det ind på telefonen.

Jeg bilder hele tiden mig selv ind, at hun MÅ være her, hvis jeg kan dufte hendes parfume, eller hvis jeg ser nogen, der ligner hende. Flere gange har jeg cyklet i hælene på ældre damer på cykelstien, fordi jeg har håbet, at det var hende. For en del af mig vil ikke indse, at hun er død. Men det er hun. Min mormor er død. Min mormor er brændt og ligger i en lille urne på kirkegården – lavet om til støv, og jeg forstår det ikke.

Det er underligt, for når jeg tænker tilbage på det forår, hvor hun blev syg, husker jeg nærmest ingenting. Jeg kan huske, at det blev virkelig varmt, foråret blændede os alle sammen. Jeg husker, hvor smuk og dejlig hun så ud, selv om hun var syg. Og så husker jeg, at hun døde. Jeg kan ikke huske, hvordan maj var – og maj er ellers min yndlingsmåned. Jeg husker kun, hvordan vi i den periode hørte “baglaens” af Lowly meget, og hvordan jeg fortalte min morfar, at vi skulle huske at fortælle hinanden, hvor højt vi elsker hinanden.

Lyset tog hende

Hun døde den 9. juni. Det var pinsemorgen, og hun lå på sit lille hospiceværelse i sin store seng med et flot blomstret tæppe over sig. Hun lignede ikke sig selv. Hendes krop var helt oppustet af al den medicin, hun havde fået, og det var, som om sygdommen havde hevet farven ud af hendes ellers normalt så brune hud og blå øjne. Vi var der alle sammen. Hele morgenen, fordi plejepersonalet havde ringet klokken 04:00 og sagt, at de ikke troede, hun havde så lang tid igen.

Vi spænede af sted, og vi sad der, kiggede på hende og skiftedes til at holde hende i hånden, men så begyndte hun at trække vejret normalt igen. Så min far og jeg gik efter morgenmad for at få en lille pause fra døden, og jeg fik yakitorispyd fra 7/11 og plukkede vilde blomster ude foran et parcelhus på Dronningensvej, hvor hospicet lå. Og vi blev sendt hjem igen med en besked om, at vi skulle få noget søvn, for hun var okay.

Vi sov og græd i søvne og blev ringet op igen kl. 11:40. Min mor kom ind på mit værelse ”Det er nu Mille,” sagde hun, og jeg tog min lyseblå, blomstrede studenterkjole på, som jeg vidste, at min mormor elskede. Vi sprang ned i bilen. Min far trådte sømmet i bund. Hospicet ringede igen, da vi var på Gammel Kongevej, og sagde, at vi virkelig skulle skynde os. Da var klokken 11:53. Min far kørte hurtigere og dyttede ”Så flyt jer dog”.

Vi løb ned ad vejen, og solen var så skarp. Den lyste os lige i øjnene med sit flotte skær, og jeg måtte have min mor under armen, så hun ikke faldt. Vi spurtede op ad trapperne. Men da vi kom ind på hendes værelse, var det for sent. Hun var taget af sted. Og det var også klart nok, for lyset var fantastisk den dag og lige sådan noget, mormor havde elsket at gå tur i nede ved vandet i sommerhuset. Jeg kunne nærmest høre hendes varme, bløde stemme i telefonen: ”Milleskat, skal vi ikke gå en tur til stranden og få en is? Vi mødes ved min strand.”

Men hvor ville vi alle sammen have ønsket, at hun lige havde ventet et par minutter, så vi kunne have holdt i hånden og kysset på gensyn og sagt ”pøj-pøj”. Jeg har tit tænkt siden, at hun måske havde brug for ro til at komme af sted. Det må da også være svært at tage af sted, hvis hele ens familie, som man elsker så højt, sidder rundt om en. Så siger man jo ikke bare farvel ... for så vil man jo gerne lige grine en ekstra gang af de gode vittigheder og kække kommentarer.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Tiden efter det sidste farvel

I begyndelsen havde jeg meget svært ved at vise, hvor ked af det jeg var. Jeg tror gerne, jeg ville give mine forældre plads til at være kede af det. For det er også svært at være forældre og barn og svigerbarn i sådan noget her.

Det var først den dag, hun blev begravet, at det gik op for mig, at hun aldrig nogen sinde kommer tilbage. Det var, da min far og jeg kiggede op mod alteret på kirkegulvet og så, at der var flere blomster, end der kunne være ned ad gangen. De flotte store lyse markbuketter med bonderoser, lyng og vilde blomster – den store bårebuket, som skinnede om kap med solen. Og da jeg så, at kirken næsten var proppet til randen med folk fra hele og alle dele af hendes liv. Lige præcis som hun ønskede det. Der kunne jeg mærke, at hun ikke bare var i sommerhus eller på jordomrejse, men at hun var taget af sted.

Døden har gjort mig voksen 

Jeg har ændret mig meget siden min mormors død. Jeg er blevet mere voksen, føler jeg. Jeg har en anden måde at se på tingene på. Min mormor var det første menneske, som jeg var tæt med, der døde. Derfor var det en kæmpe sorg og ikke noget, jeg ønsker for min værste fjende.

Jeg skriver ikke det her for at skræmme nogen, men fordi det kom meget bag på mig. Inden min mormor døde, kunne jeg hånligt grine ad min mor, når hun græd over sange, sørgelige film eller rørende dokumentarer, men efter at døden tog min mormor fra os, græder jeg som pisket, så snart jeg bare får snerten af noget sørgeligt, og det kan godt være svært. Det føles nemlig ubehageligt at være fuld af sorg. Men den tilstand har jeg været i lige siden den kolde februardag i 2019, hvor vi fik beskeden om, at hun aldrig ville blive rask igen.

Jeg er blevet til en ny Mille. For den gamle Mille var mere ubekymret. Nye Mille er mere velovervejet. Nye Mille er voksen i det. Nye Mille værdsætter livet på en helt ny måde. Lige pludselig er det ikke så vigtigt at gå klædt i det flotteste nye tøj og se godt ud. Nu er det vigtigt, at jeg selv og dem omkring mig er sunde og raske. Nye Mille er bekymret for fremtiden, og jeg tror, at det er derfor, hun græder så meget, når ting er farlige. For hun har opdaget, at livet er værdifuldt, og at man skal huske at leve det, så godt man kan. For døden er en del af livet.

Hvordan håndterer man sorgen?

  • Giv dig selv lov til at være ked af det. Se på billeder og lyt til sange, der minder dig om den afdøde. 

 

  • Lad være med at skjule, hvor dårligt du har det, over for dem omkring dig. 

 

  • Tal med en voksen, hvis du synes, det bliver for meget – det er helt okay at have brug for hjælp.

 

  • Skriv dine følelser og tanker ned. Det hjælper at komme ud med det, og så kan du genlæse det senere.

Læs mere om

MegetMere