Mit liv

Er din veninde for meget?

Af Line Sølvhøj Jensen 15. juli 2009
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Irriterer din veninde dig nogen gange? Og kræver hun lidt for meget? Få råd til, hvad du skal gøre, hvis din veninde er for meget.

Selv om I er rigtig gode veninder, så kan der altså godt være nogle tidspunkter, hvor din veninde bare er for meget og irriterer dig. Og det kan være svært, fordi du på den ene side holder af hende, men på den anden side er der altså bare nogen gange, hvor du ikke kan holde hende ud.

Test: Venindeguide: Tid til forandring?

Hvad kan du gøre?
Hvis det virkelig irriterer dig, er det vigtigt, at du siger det til hende. Ellers risikerer du, at du bliver rigtig træt af hende, og du måske ikke orker jeres venskab til sidst. Og hvis ikke du siger det til hende, så har hun ikke nogen chance for at gøre det bedre. Men det er vigtigt, at du ikke siger det til hende, når du er allermest irriteret, for så ender det måske med, at du råber af hende og får sagt noget, du ikke mener.

Læs også: Undgå at blive uvenner

Hvornår er det rette tidspunkt?
Det bedste tidspunkt at sige det til hende, er, når I er sammen og har det rigtig godt. Hvis I kommer ind på jeres venskab og hvor meget, I betyder for hinanden, så kan du sige til hende, at du engang imellem synes, at hun taler lidt for meget, afbryder dig, ikke er så god til at lytte eller hvad det nu er, der irriterer dig. Du kan fortælle hende på en pæn måde, at det går dig lidt på eller gør dig ked af det.

Læs også: Alt om venskab: Veninder A-Z

Hvis hun bliver sur:

• Sig til hende, at det da er bedre, at du siger det, end at du går og er irriteret på hende inde i dig selv.

• Fortæl hende, at det er helt naturligt at være uenige eller blive irriteret på hinanden, når man er veninder, fordi man er meget tæt på hinanden.

• Mind hende om, at du kun siger det, fordi du ikke vil risikere, at det ødelægger jeres venskab.

• Fortæl hende, at du synes, at ærlighed er noget af det vigtigste i et venskab, og du håber selvfølgelig også, at hun er ærlig over for dig (og så skal du selvfølgelig huske ikke at blive sur, hvis hun siger noget til dig!)

Herunder kan du se tegn på, at din veninde er sur på dig!

7tegnatdinvenindeersurdig

Plejer hun altid at svare på dine beskeder, og nu gør hun det pludselig ikke? Det kan være et tegn på, at hun er sur over et eller andet. Kan du se, at hun har set dine beskeder, kan du skrive stille og roligt til hende, hvorfor hun ikke svarer, og om I skal løse problemet, inden I bliver uvenner.
Svarer hun lige pludselig kun i korte sætninger, når I snakker sammen, kigger ned og smiler mindre? Så er der nok et eller andet galt. Hvis hun ikke vil fortælle det, bliver du nødt til at presse på, så jeres venskab ikke bliver ødelagt. Du kan for eksempel sige til, at du rigtig gerne vil vide, hvis du har gjort noget, der har gjort hende sur, så du kan gøre det godt igen.
Hvis hun pludselig går udenom dig i frikvarterne, eller hun spurter hjem, når I har fri, er der nok et eller andet i vejen. Det behøver ikke at være noget med dig, men spørg alligevel ind til det, så du ikke skal gå og tænke over det i lang tid.
Er hun begyndt at sætte dig i anden række, og i stedet hænge ud med nogle andre piger? Det kan være rigtig svært at få sig selv til at bringe det op, fordi man ikke vil lyde som den klæbrige veninde, men hvis du er vant til, at I er meget sammen, kan du sagtens tillade dig at spørge, hvorfor det har ændret sig.
Det er ikke sjovt at have en veninde, der hele tiden skal kritisere, og hvis din veninde er blevet sådan, er hun nok enten sur eller bare en dårlig veninde.
Det er aldrig okay at bagtale nogen – heller ikke selv om man er sur! Gør hun det, er det dig, der har lov til at være sur og ikke hende. Tal om jeres skænderier under fire øjne og ikke med alle mulige andre.
Er de søde billeder af jer sammen på Instagram eller Facebook lige pludselig væk? Så må der være en grund til det. Måske vil hun bare have fornyet dem, men det kan lige så godt være et tegn på, at hun har et horn i siden på dig!

MegetMere