Mit liv

25 ting du kan lave i din ’coronakarantæne’ – part 3

Af Simone Erica Rosenlund, Julie Lund Rosenfeldt Isen 6. april 2020
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Vi er hjemme på 4. uge, og vi kan stadig ikke ses med familie og venner eller tage på café og generelt lave sociale ting. Det får os til at søge til ekstra kreative løsninger, på hvad vi mon kan lave i al den tid herhjemme? Vi har fundet 25 nye ting, du kan lave i din ’coronakarantæne’.

Vi går stadig rundt derhjemme og keder os ofte imellem vores gåture, kagebagninger, FaceTimes med veninder og spil med familien.

At være så meget herhjemme, får os til at finde på endnu mere kreative ting at lave, hvilket jo egentlig er en positiv ting under omstændighederne.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvis du har læst vores tidligere artikler om, hvad du kan lave i din ’coronakarantæne’ – part 1 og part 2 og var vild med dem eller stadig keder dig, så bare rolig, for her kommer en artikel mere, om ting du kan lave!

Vi har nemlig vredet hjernerne og igen fundet 25 ting, du kan bruge din tid på, og denne gang står temaet på rigtig kreative ting, læs med herunder.

1. Lav din egen müsli af lækre nødder og rosiner – mums. Du kan også tilføje honning og lave hjemmelavede müslibarer - eller lave din egen te-blanding ved at blande sort te med forskellige hele krydderier – som for eksempel kardemommekapsler eller stjerneanis.

2. Køb et verdenskort og sæt knappenåle i alle de lande du har været i eller gerne vil til. På den måde kan du holde styr på, hvor mange lande du har besøgt og dine fremtidige rejsedrømme.

3. Læg mobilen væk og øv dig i at meditere. Hvis du er en smule stresset, eller din far siger, at du da må få firkantede øjne, så meget kigger du på din mobil, så kunne det være godt at lære at meditere og dermed slappe helt af.

4. Tegn en figur på et viskelæder og skær det rundt om fra så figuren stikker op – og voila, nu har du et personligt stempel. Hvis du ikke vil klippe dine viskelædere i stykker, så kan du også bruge en kartoffel.

5. Find nogle flotte sten udenfor dit hus – vask og mal på dem. Det kan blive til vildt flotte små kunstværker, som du kan give til din familie eller veninder, når I ses igen.

6. Lav en top-10-liste over de lækreste kendisfyre. Så kan du og veninderne gossipe over FaceTime senere, og se om I synes nogle af de samme er lækre.

7. Lav en lille holder til din mobil ud af stofrester – så bliver den bedre beskyttet nede i tasken. Din mor har sikkert en nål og tråd liggende et eller andet sted, som du kan bruge.

8. Dekorer dit spejl ved at male rammen i en fed farve, klistre søde klistermærker på eller prøv den helt nye DIY-metode til at få dit eget skumspejl. Du skal nok have hjælp af dine forældre til at få skaffet den rette skum-spray.

9. Køb noget decopage-lim og find nogle fine servietter eller tyndt farvet papir. Så kan du klistre servietterne på et gammelt glas og lave mega-nice fyrfadsstager med print og mønster.

10. Planlæg en temafest. Det er supersjovt at brainstorme på pynt, kostumer og invitationer til fester efter corona. Du kan planlægge hele din fødselsdag for veninderne, imens du sidder derhjemme.

11. Hent nogle nye kreative apps som du kan hygge dig med. Tegneapps, fotoapps - ja, lige dem du har lyst til. De kan altid være godt tidsfordriv, da det slet ikke er så let at tegne på sin mobil, som det er i virkeligheden!

12. Pynt dine vægge på en ny måde. Måske er du ved at blive træt af de gamle billeder og vægpynt. Hæng en lyskæde, en lille hylde, en hængeplante, plakater eller billeder af dig og dine veninder op og få en ’ny’ og inspirerende fotovæg.

Læs også: 25 ting du kan lave i din ”coronakarantæne” – part 2

13. Find på en dans til din yndlingssang. Lav din helt egen koreografi som du også kan lære veninderne over FaceTime.

14. Få styr på dine småting ved at lime fint papir på gamle skotøjsæsker og sætte klistermærker på, hvor du skriver, hvad der er i æskerne. På den måde kan du meget nemmere holde styr på alle dine scrunchies, neglelakker, tusher eller hvad det nu skulle være.

15. Fyld forskellige glas med vand i forskellige mængder og spil på dem ved at dyppe pegefingrene i vandet og dreje rundt på kanten af glassene. Det laver de sjoveste og flotteste lyde – hvem ved, måske kan du lave et helt musiknummer ud af det?

16. Mal en enkelt væg på dit værelse i en anden farve. Det kan se så fint ud og give dit værelse et helt nyt look, hvis en enkelt væg f.eks. er pastellyserød eller mintgrøn.

17. Saml alle dine yndlingsopskrifter i et hæfte for at lave din egen kogebog. Den kan du altid have med dig, også når du engang flytter hjemmefra og skal til at lave al maden selv. Det er også en superhyggelig ting at se tilbage på, når du bliver ældre.

18. Gå ind på viunge.dk, læs al den nye gossip og tag alle tests, du kan finde. Bagefter har dig og veninderne helt sikkert en masse at snakke om. I kan oveni købet alle tage testene, og se hvor ens I er.

19. Ryd op i dine smykker så du fjerner dem, du ikke bruger, reparerer de ting, der er gået i stykker, og filtrer de ting ud, som er viklet ind i hinanden. Bagefter kan du jo lave dit eget smykkestativ til dem ud af f.eks. ståltråd.

20. Lav en ønskeseddel – også selv om der er lang tid til din fødselsdag, og sæt links ind til det du ønsker dig. Din moster, faster, bedstemor eller hvem det nu skulle være, bliver helt sikkert glad for ikke at skulle rykke efter den 3 gange, inden de får den, ligesom de andre år!

21. Er der en fyr, du drømmer om? Læg en scorestrategi sammen med din veninde over skype, så du er helt klar til at afprøve dine scoretricks efter corona-lockdown.

22. Køb et hvidt shoppenet over nettet og mal det med stofmaling i alle dine yndlingsfarver. Så får du et helt unik net, som ingen andre har.

23. Øv dig i at tegne dig selv eller et billede af din veninde – det er svært, men øvelse gør mester. Du kan endda give tegningen indrammet til din veninde til hendes næste fødselsdag.

24. Pimp din cykel med klistermærker, sløjfer eller måske kunstige blomster. Du kan også sætte en af de lyskæder på din kurv, som kun kræver batterier. Så lyser du endnu mere i mørket på en sej måde!

25. Indret en hyggekrog på dit værelse med puder, tæpper og lyskæder. Der kan du så sidde indtil efter påske og se aaaalle dine yndlingsfilm. Du kan endda invitere dine veninder med i hyggekrogen, når I må ses igen.

MestLæste