Mit liv

10 ting, du kan lave på dit værelse, når du keder dig

Af Josephine Sjelhøj 9. februar 2022
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Shutterstock
De kolde vintermåneder er over os, og det begrænser de sjove aktiviteter, man kan lave ude i det fri. Men hvem siger, at man ikke kan have det sjovt alligevel? Vi giver dig her 10 bud på ting, du kan lave på dit værelse, når det er koldt og kedeligt udenfor.

Du kender helt sikkert følelsen af at tilbringe en hel weekend indenfor uden at vide, hvad man skal lave. Vi har heldigvis løsningen!

Vi har samlet 10 sjove ting, du kan lave på dit værelse, når du keder dig.

1. Ryd op i dit skab

Er din garderobe også fyldt op med items, du ikke bruger særlig tit, eller tøj, du ikke kan passe mere? Så er det vist på tide, at der bliver ryddet op i skabet! Det lyder måske ikke som verdens sjoveste aktivitet, men med den rigtige playliste og en masse fashion-inspo lover vi dig at du kan få den bedste dag ud af det. Og så bliver du SÅ glad, når det er overstået. Husk, at du kan give dit overskydende tøj til genbrug, når du er færdig, så det får nyt liv i en andens garderobe.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Sådan rydder du op i skabet

Det kan godt være svært at vide, hvor man skal starte, når man skal i gang med at rydde op i garderoben. Led efter disse fem ting, når du skal skille dig af med gamle sager:

  1. Tøj, der er gået i stykker.
  2. Tøj, du ikke har brugt i over to år.
  3. Accessories, du ikke bruger fast.
  4. Strømper, som ikke har en makker.
  5. Tøj, du ikke kan passe.

2. Lær TikTok-danse

Vi er stadig helt besatte af TikTok, og hvis du også er det, skal du helt sikkert bruge noget tid på at lære nogle af de sjove TikTokdanse, der er virale lige nu. Skru op for musikken, og dans løs på dit værelse. Husk, at du ikke behøver at poste alle de videoer, du laver, hvis du ikke føler dig tilpas med det! Nogle gange er det også sjovt bare at lære de fjollede danse, mens man har det sjovt.

3. Strik en vest

Den helt store trend de seneste par år har været strikning, og vi forstår godt hvorfor. Hobbyen er både afslappende og sjov, og så kan man lave de fineste ting, når man har fået helt styr på teknikken. Er du nybegynder, findes der et hav af YouTube-videoer, der kan lære dig, hvordan du kommer i gang. Hvis du vil kreere noget, der passer perfekt til kulden udenfor, skal du helt sikkert i gang med en vest, som kan holde dig varm, og som samtidig ser trendy ud.

4. Selvforkælelsesdag

Når det er koldt udenfor, har man tit brug for lidt ekstra selvforkælelse for at booste sit velvære. For den ultimative selvforkælelsesdag kan du finde en masse lækre beauty-produkter frem, så du kan indrette dit værelse til din egen personlige spa. Tænd et duftlys, sæt en afslappende playliste på, og nyd, at du bare kan slappe helt af. Du kan også invitere din BFF på besøg, så I sammen kan have en hyggelig selvforkælelsesdag indenfor.

5. Find et sjovt krea-projekt

Mangler dit værelse dekorationer? Så er tiden vist perfekt til, at du laver dem selv. Det kan være helt befriende at fordybe sig 100 % i sin egen kreativitet, og du ender altid med et resultat, der kan skabe et godt minde. Hvis du mangler gode idéer til sjove krea-projekter, kan du finde en masse i DIY-hjørnet af TikTok, hvor brugerne står klar til at give tips til, hvordan du laver alt fra fine lysestager til flotte broderinger.

5 gode bøger, du kan gå i gang med lige nu:

”Skammerens Datter” af Lene Kaaberbøl

”Call Me By Your Name” af André Aciman

“En Flænge i Himlen” af John Green

“The Hate U Give” af Angie Thomas

“Pigebørn” af Louisa May Alcott

6. Læs en god bog

Hvis du elsker at leve dig helt ind i et andet univers, kan du finde en ny bog (eller to), som du kan kaste dig over i din fritid. Når vejret er trist, er det altså dejligt at lægge sig under et tæppe med en varm kop te og en supergod bog. Du kan for eksempel genlæse en af dine favoritter eller gå i gang med en populær bogserie såsom ”Harry Potter” eller ”The Hunger Games” – dét skal nok gøre selv den kedeligste dag en del sjovere.

7. Lær et nyt sprog

Vidste du, at du meget nemt kan lære et nyt sprog uden at forlade dit værelse? Med appen Duolingo kan du lære italiensk, fransk eller et helt tredje sprog gennem nemme opgaver på din telefon. Hvor sejt ville det ikke være at komme ud af de kolde vintermåneder med de vildeste sprog-skills, så du er klar til at bestille en lækker is, hvis du drager sydpå senere på året? Ellers kan du udfordre dig selv til at lære at præsentere dig selv på fem forskellige sprog.

Alt er love

Alle har brug for at vide, at de er elsket, og hvis du kunne tænke dig at dele endnu mere ud af din kærlighed, kan du lære at sige ”jeg elsker dig” på fem forskellige sprog.

  • Tysk: “Ich liebe dich.”
  • Italiensk: “Ti amo.”
  • Fransk: “Je t'aime.”
  • Polsk: “Kocham cię.”
  • Engelsk: “I love you.”

8. Giv dit værelse en makeover

Hvis du drømmer om at rykke rundt på alle dine møbler eller pifte dine vægge lidt mere op, så er det her dit tegn til, at du skal komme i gang med det samme. Selv de mindste ændringer kan give rummet et helt nyt liv, og det er altid sjovt at kaste sig over et makeover-projekt. Du kan for eksempel hænge nogle fine billeder op på din væg af dem, du elsker, eller rykke din seng, så rummet får en ny indretning. Mulighederne er mange!

Sådan giver du dit værelse en makeover – uden at bruge hele din opsparing:

Du tænker måske, at det er dyrt at give sit værelse et helt nyt look, men faktisk kan selv de mindste ting gøre en kæmpe forskel. Vi giver dig her 3 tips til, hvordan du giver dit værelse en makeover.

  1. Lav en polaroid-væg med billeder af dem, du elsker. Selv om du ikke har et polaroid-kamera, kan du stadig få alle dine yndlingsbilleder som små, fine portrætter. På appen LALALAB kan du for eksempel få 25 billeder tilsendt som polaroid for 95 kr.
  2. Bring naturen indenfor. Lige nu er naturen ikke det grønneste at se på, men det kan dit værelse blive! Du kan få en masse fine planter, som kan give dit værelse et helt særligt touch. Find eventuelt inspiration på Instagram.
  3. Gør rent, og ryd op. We know – det er ikke det fedeste at bruge en lørdag formiddag på, MEN med et rent værelse er det meget nemmere at få øje på dit ting, man vil ændre. Og hvem ved? Måske finder du nogle gamle dekorationer, der kunne pynte helt vildt, hvis de blev sat frem igen.

9. Bag en kage

Okay, det her kan du måske ikke klare på dit værelse, men det er alligevel en megahyggelig aktivitet, der kan gøre den koldeste vinterdag en smule varmere. Hvad kunne være bedre end at bruge en søndag formiddag på at lege ”Den Store Bagedyst”, mens du bruger resten af dagen på at hygge med dine lækre kage-kreationer på dit værelse (til et kæmpe Netflix-maraton)? Du kunne for eksempel lave en masse fine cupcakes eller en klassisk chokoladekage.

5 serier på Netflix, du skal gå i gang med lige nu:

”Pretty Smart”

”Ragnarok”

”Outer Banks”

”You”

”Young Royals”

10. Netflix-maraton

Hvis du ikke er i humør til de helt store aktiviteter, men stadig vil nyde din dag i godt selskab, kan du finde en god serie på Netflix, som du kan se – enten alene eller sammen med en god veninde. Hvis du endnu ikke har bingewatchet sæson 2 af ”Emily in Paris”, kan du blandt andet bruge en hel dag på det, mens du hygger med en masse lækre snacks.

MestLæste