Soni Holst Hougaard: ”Jeg sprang ikke rigtig ud som nonbinær, men ændrede bare mit navn på Facebook og på Borgerservice”

Hvorfor vil du gerne være med til at tale om unges oplevelser med at tilhøre en seksuel minoritet eller kønsminoritet?

– Det vil jeg, fordi jeg manglede en, jeg kunne spejle mig i, dengang jeg var 12-13 år og læste Vi Unge. Dengang var det altid kærestebreve fra ham til hende eller omvendt, så jeg vidste kun, at man kunne være dreng eller pige. Jeg håber, jeg kan være med til at fortælle, at nonbinær findes, og måske hjælpe nogen med at undgå den der “fuck mit liv-krise”.

Hvornår vidste du, at du ikke identificerede dig med samme kønsidentitet som majoriteten?

– Jeg tænkte aktivt over det første gang, da jeg var 14, men jeg tror, jeg altid har vidst, at jeg ikke passede ind i nogen af kasserne. Det er først inden for de sidste to år, jeg har fundet ud af, at der er noget, der hedder nonbinær, og at det er det, jeg er. Inden da beskrev jeg mig som kvinde, fordi det var nemmest at falde tilbage i min “naturlige” kasse. Jeg er vokset op i en meget lille by og var vist den første homoseksuelle, der sprang ud, og når nu jeg var i den homoseksuelle kasse, var det nemmest ikke at udvide den yderligere.

Hvordan definerer du din seksualitet i dag?

– Jeg har altid tænkt lesbisk, men nu har der åbnet sig en helt ny verden, som hedder: “Hvad fanden er køn, og hvorfor skal vi forholde os til det?” Nu er det ligesom, hvis man har lyst til at købe en is, men ikke ved hvilken – man ved bare, at det skal være en is. Så det er meget flydende for mig og ikke noget, jeg har behov for at definere. Men med min kønsidentitet læner jeg mig meget op ad definitioner, for selv om jeg ikke føler, jeg passer 100 procent i nonbinær-kassen, så gør den det nemt at forklare det. Jeg tror også, at man selv skal have forskellige termer og pronominer at gribe fat i for at kravle op ad den her stige og finde ud af, i hvilken retning man selv er. Det har jeg gjort. Og jeg tror ikke, at jeg er færdig med at finde ud af, hvad der skal ske.

Hvordan har den her stige-tur været for dig?

– Da jeg blev kærester med min veninde, skulle jeg fortælle det til hele verden, fordi jeg var så forelsket. Men indeni var jeg ikke sikker på, at jeg var lesbisk. Jeg kan huske, at jeg så YouTube-videoer med fantastiske lesbiske par – men så var der også parrene med transfyre, som havde fået top-operation. Jeg ville vildt gerne have top-operation, men det kunne man ikke i mit hoved, hvis man var lesbisk, for så passede man ikke i kvinderammen. Men da jeg begyndte at komme mere i LGBT-miljøet i Aarhus, faldt jeg over “nonbinær”. For mig er det en følelse af kønsfrihed, og hvis jeg skal passe i noget, er det det. Jeg havde ledt i vildt lang tid efter, hvem jeg var, så det var en stor byrde, der blev løftet af mine skuldre. Men det betyder ikke, at min søgen er stoppet, for det er en konstant proces.

Hvad har du gjort for at finde dig til rette med ikke at passe ned i at være enten mand eller kvinde?

– Jeg har snakket meget med folk, der har det på samme måde. Også folk, der ved mere end mig. Det er bare rart at snakke med nogen, som har en idé om, hvad det er, der foregår, så man ikke er helt alene i sit eget hoved.

Hvordan har det været at springe ud som nonbinær?

– Anderledes end at springe ud som lesbisk. Med kønsidentitet skal man springe ud konstant på grund af pronominerne. Det er noieren, for jeg synes, det er en større ting og lidt mere vigtigt end seksualiteten, fordi køn mere er ens person. Jeg sprang faktisk ikke rigtig ud som nonbinær, men ændrede bare mit navn på Facebook og på Borgerservice. Jeg fik en masse Facebook-beskeder, som jeg lod være med at svare på. Og så har jeg sagt til min mor, at hun godt må kalde mig Soni fremover. Man kan godt springe stille og roligt ud.

Indviede du nogen i dine tanker om navneskiftet?

– Jeg snakkede med min bedste ven om det, og det var hende, der kom på Soni. Jeg havde engang en kæreste, der kaldte mig Sonny, og jeg blev også kaldt det i flere vennekredse, så vi tænkte, hvordan kan det blive mindre maskulint? Så blev det til Soni. Det betyder vildt meget for mig, for jeg har aldrig kunnet lide mit deadname og aldrig følt, at folk talte til mig, når de brugte det. Det gør en stor forskel, at folk bruger de rigtige pronominer, men det er sjældent, jeg retter fejlkønning. Jeg gør det med min mor, fordi hun er sindssygt dårlig til det, og fordi hun er den, der skal være bedst.

Hvorfor er pronominer vigtige?

– Det spørgsmål får jeg tit! Hvis folk blev ved med at kalde dig idiot, ville du så ikke også tænke: “Er jeg det?” Det er svært at forklare, hvad det gør, men det føles rigtig nederen og skaber et fysisk ubehag. For mig handler det ikke om forståelse, men om respekt. Og det er helt okay, at folk laver fejl, for det gør jeg sgu også selv. Men så retter jeg mig selv med det samme uden at gøre et stort nummer ud af det.

Har du nogen gode råd til læsere, som identificerer sig med en kønsminoritet?

– At du gerne må sige fra, hvis folk ikke respekterer dig og bruger dine pronominer eller ikke reagerer på en positiv eller i hvert fald neutral måde, når du fortæller om de her ting. Så må man godt sige “fuck dem” – også selv om det er megasvært. Det er spild af tid at bruge krudt på folk, der ikke respekterer dig.