Identitet

Jeg følte mig som et nul

Af Kristinna 28. juni 2012
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Kristinna mistede al sin selvtillid og havde et halvt år i helvede. Læs hendes historie her.

Puberteten gør noget ved alle, og den gjorde specielt noget ved mig. Jeg var et år ældre end pigerne i min klasse, så jeg var lige et skridt længere fremme.

Jeg var bange for at indrømme, at jeg ikke havde det godt i skolen. Jeg vidste ikke, hvad der var galt, men et eller andet var der.

Jeg begyndte at udfylde min hverdag med forskellige ting, for jeg havde ikke lysten til at være sammen med dem fra min klasse - og de havde ikke lyst til at være sammen med mig.

Læs også: Jeg var kærester med min lærer

Jeg tænkte, at mine forældre nok ikke ville, jeg havde det skidt, hvis jeg hele tiden havde noget at lave. Det gik fint i et halvt år, men mine veninder og jeg blev mere og mere forskellige, og jeg endte med at stå alene.

Mistede selvtilliden
Når man ikke trives, så smutter alle andre ting også - selvtilliden, smilet og ikke mindst lysten til at gå i skole. Min verden krakelerede langsomt, og jeg kunne bare kun stå og se på. Jeg bebrejder ikke pigerne i min klasse, faktisk bebrejder jeg dem slet ikke.

De stoppede med at invitere mig til arrangementer, og hvis jeg blev inviteret, blev jeg 'tabt' på halvvejen. Jeg forstår det udmærket, for det er træls altid og skulle fortælle en person, at han eller hun er god nok - det kunne jeg bare ikke se på det tidspunkt.

Mine forældre trøstede mig op til flere gange om dagen, og jeg havde virkelig ikke lyst til at fortsætte mit liv. Der blev skrevet nogle grimme ting til mine statusser på facebook, og jeg blev hakket ned, hver eneste gang jeg åbnede munden. Jeg levede seks måneder i helvede - det var ikke nogens skyld, puberteten havde bare gjort noget forskelligt ved os.

Læs også: Den første gang er ikke som på film

Ny skole, ny start
Den 5. december 2011 startede jeg på en ny skole, og indtil videre går alting fremad. Problemet er bare, at sådan en periode giver ar på sjælen. Selv om det er et halvt år siden, så kan jeg sagtens sidde og blive ked af det endnu. Der skal ingenting til, før jeg bukker under og tror, at jeg ikke er noget værd igen.

Jeg er skrækslagen for, at det skal ende sådan igen. Af og til kan jeg stadig godt få nogle grimme beskeder på facebook, som gør, at jeg har svært ved bare at komme videre. Jeg har i den tid fundet ud af, hvor vigtigt det er, at være der for folk; også selvom det er nogen, som man ikke kan lide.

Man kan ikke se, at noget så småt kan fylde så meget i en teenagers hverdag, før det er for sent. Når man først har mistet selvtilliden, tager det en krig at få den igen.

Jeg har en blog, hvor jeg skriver hvad jeg tænker, føler og lidt om min hverdag. I må hellere end gerne besøg den: kristinnaklint.blogspot.dk .

Har du også en historie, som du gerne vil dele med på Læsernes Blog?

MegetMere