Helbred & balance

Jeg lider af OCD

Af Nanna 26. oktober 2010
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Læsernes blog: Jeg vil gerne fortælle om OCD, som er en psykisk lidelse med tvangstanker og tvangshandlinger, og som desværre har ramt mig.

Sygdommen OCD rammer omkring 2 procent af befolkningen og mest unge i puberteten. Der er ikke ret mange, som kender til OCD, og derfor vil jeg gerne gøre vi unges læsere opmærksomme på sygdommen og samtidig fortælle min historie.

Tvangstanker er ofte noget, som mange laver grin med, men i virkeligheden er det langt fra sjovt. Jeg troede, at jeg var skyld i, at der skete ulykker rundt omkring i verden, hvis ikke jeg slukkede lyset 30 gange, inden jeg gik i seng, og nogle gange skulle jeg slukke det endnu flere gange. Jeg var overbevist om, at der ville ske noget slemt i verden, hvis jeg gik imod mine tvangstanker.

Tankerne kunne være meget forskellige. Nogle gange skulle jeg tænde og slukke lyset en masse gange, inden jeg gik i seng, og andre gange skulle jeg læse den samme sætning fem gange. Men der var også meget mere tidskrævende tvangstanker som at gå rundt og røre ved alle billedrammerne i huset, og nogle gange skulle jeg tælle, hvor mange ord der var på en side i en bog.

Jeg gik med disse tanker i flere år. I starten gjorde jeg det aldrig, når der var nogen, der kiggede, men min familie opdagede det alligevel. I starten synes de bare, at det var underligt, men efter noget tid begyndte de at se det som et problem.

Læs også: Jeg er skilsmissebarn.

Jeg tror, at det gik op for dem på en ferie i Sverige, hvor jeg havde tvangstanker om, at jeg skulle træde to gange på alle streger ved fodgængerovergange. Den tredje streg trådte jeg kun på en gang, og jeg troede jo, at der ville ske noget ondt, hvis ikke jeg gik tilbage. Så jeg gik ud foran alle bilerne og trådte to gange på en af stregerne - og lyset var altså blevet rødt i mellemtiden!

Der skete heldigvis ikke noget, og bilerne standsede, men det kunne have været gået galt. Et halvt år efter tog mine forældre mig med ud til en ungdomspsykiatrisk afdeling. Her gik der endnu et halvt år, inden jeg mødte min psykolog for første gang. I starten var jeg ret flov over at gå til psykolog, men efterhånden blev jeg okay med det, og i dag er jeg ret glad for, at jeg fik hjælp af hende, selv om jeg var ret sur over, at mine forældre ville have mig med derud i starten.


Jeg begyndte at acceptere det, og jeg fortalte det til mine tre tætteste veninder. De var alle meget forstående, men de kendte faktisk slet ikke til OCD, inden jeg fortalte dem om det. Men specielt den ene af mine veninder spurgte interesseret ind, og hun var helt målløs og virkede ret underlig. Senere fortalte hun mig så, at efter jeg havde fortalt hende om mit OCD, havde hun snakket med sin mor, som så havde sendt hende til psykolog, og her fandt hun ud af, at hun også led af det.

En dag i skolen var vi nogle stykker, der snakkede om ungdomssygdomme. Der var så en, der spurgte, hvad det hed, hvis man skulle åbne og lukke døren 40 gange, inden man gik ind i huset. En af de andre piger svarede for sjov, at det kaldtes sindssyge. Jeg synes, det var lidt dumt sagt, men jeg ved jo godt, at hun ikke sagde det for at være ond, men for at være sjov.

Læs også: Jeg er maniodepressiv.

Nu er jeg heldigvis sluppet af med tankerne, men jeg mener stadig, at der skulle være noget mere om OCD i medierne. Jeg troede virkelig, at jeg var den eneste i verden, som havde det, og jeg havde aldrig hørt om det før.

Så selv om man har tvangstanker, er man altså ikke sindssyg. Man er altså ligesom alle andre. I kender sikkert også nogle, der har OCD, uden at I ved det. Langt de fleste med OCD synes nemlig, at det er pinligt at snakke om, og holder det derfor hemmeligt. Jeg har heller ikke sagt det til andre end min familie og tre af mine venner.

Mange hilsner fra Nanna

MegetMere