vi unges blog

En julenovelle: ”Solo” - del 2

Af Emilie og Mia 7. december 2010
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Læs anden del af julenovellen om Julie…

Jeg snusede al spændingen ind. Det føltes som om, mit hjerte var ved at springe ud af mit bryst - jeg havde aldrig været til audition før. Faster ville ikke bryde sig om det, hvis hun fandt ud af det - men det var jo heller ikke meningen. Det var første gang, jeg gjorde oprør mod min faster. Køen var ikke så lang, og den tyndedes langsomt ud i takt med, at folk gik ind i auditionlokalet. Pludselig var det min tur. Mit hjerte var formentlig sprunget ud for længst, jeg var så nervøs. Jeg overvejede at droppe det, men noget sagde mig, at jeg burde fuldføre det. Det næste, der skete, står stadig uklart for mig. Det var meget intenst. Jeg sang "Let It Be" af The Beatles og fik soloen! Jeg fik soloen! Jeg kunne slet ikke fatte det - og jeg var ikke den eneste. Pigerne fra min klasse var mundlamme, da de hørte det.

For første gang snakkede de med mig. De var selv med i koret, så nu havde vi noget tilfælles. De inviterede mig med til en kop kakao på McDonalds, hvorefter vi tog hjem til den ældste af pigerne, Sarah, som havde langt lyst hår. Hun var den populæreste pige i klassen - og den pæneste. Alle drengene var fuldstændig vilde med hende. Hun festede hver weekend, og kendte alle de mennesker, som var værd at kende. For mig havde hun altid virket utrolig arrogant.

Hen på aftenen begyndte de andre piger at rede op til at sove. Jeg kunne ikke blive, jeg kunne allerede mærke fasters hårde ord. Jeg tog min jakke, sagde farvel og gik ud i den kolde vinternat. Stjernerne funklede, og en let brise tog mit hår. En pige råbte mit navn. Jeg vendte mig om, det var Sarah. "Du skal bare vide, at du altid kan komme, hvis der er noget," sagde hun. Jeg smilede bare og gik videre. En utrolig følelse af varme væltede ind over mig. Tårerne pressede på. Siden mine forældre døde, havde jeg ikke følt, at jeg var noget værd - før nu. Sarah kom hen til mig. "Hvad er der galt, smukke?" Hun kiggede bekymret på mig, da hun så tårerne på min kind. Jeg fortalte hende om mine forældre, og hvor meget det betød for mig, det hun lige havde sagt. "Jeg ved godt, at du mistede dine forældre i en tidlig alder, og jeg ved, hvordan det føles. Jeg oplevede det samme," sagde hun. Sarah fortalte, hvordan hendes far havde forladt hende, og hendes mor begået selvmord. Hun var kun fire år og blev adopteret af hendes nuværende forældre. Vi græd sammen. På det tidspunkt var jeg ligeglad med, om jeg skulle skrubbe alle husets gulve de næste fem dage, jeg sov hos Sarah - Martha måtte jeg tage mig af næste dag.

I de næste måneder var det mig og Sarah, Sarah og jeg, vi var uadskillelige. Vi forstod hinanden på et dybere plan, som ingen andre kunne forstå, men lykken skulle ikke slutte her. I oktober startede en ny dreng i koret, Jakob. Faktisk var han slet ikke ny - han gik i min klasse, men jeg havde aldrig rigtig lagt mærke til ham. Jakob havde et blændende smil, smukke brune øjne og mørkt krøllet hår. Jakob var den dreng, der havde sagt hej til mig for flere måneder siden, dengang jeg var en skygge, dengang jeg slet ikke var. Nu havde jeg fået en masse veninder i koret, men Sarah var min bedste veninde. Jakob og jeg begyndte at snakke lidt samme, joke med hinanden. Som tiden gik, blev vi nære venner. Vi blev faktisk mere end venner. Da vi endnu en gang tog på Café Caffa, spurgte han mig. Jeg var overlykkelig og havde stort set glemt, hvor elendigt mit liv egentlig var, når jeg var hjemme.

Læs sidste del af novellen her.

MegetMere