vi unges blog

En julenovelle: ”Solo” - del 1

Af Emilie og Mia 6. december 2010
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Læs første del af julenovellen om Julie…

"Julemanden kommer, Julemanden kommer nu!" Min yngste lillebror løb forventningsfuldt hen imod døren. Jeg smilede. Hele familien - undtagen Sarah - løb med ham ud i gården. Det var en tradition, havde jeg fundet ud af. Sarahs adoptivfar klædte sig ud som julemand, altså for børnenes skyld. Jeg blev siddende. Det er en underlig følelse at høre til et sted, men ikke rigtig høre til. Men jeg er glad her - hos Sarah. Faktisk er jeg næsten lykkelig, også selv om det ikke er min rigtige familie. Det er gået stærkt. For bare et år siden var jeg fuldstændig nede, ensom og uden venner. Mit liv var ikke, som jeg ønskede det, og den eneste jeg kunne skyde skylden på, var mig selv.

Den 29. januar 2003 blev der over hele Danmark rapporteret, at en slem bilulykke havde fundet sted på Enghavevej. Bilen var skredet i den glatte sne på vejen og kollideret med en anden bil. Føreren af den anden bil var de eneste der overlevede sammen med en lille otteårig pige. Jeg var den lille pige.

Myndighederne vidste ikke, hvad de skulle stille op med den lille forældreløse pige. En faster gjorde krav på hende - nok mere for arven fra forældrene. Rygterne gik på, at det vist nok var en større formue.

I de efterfølgende år boede jeg hos faster Martha - den ondeste lille dame med små klaksko og gråt hår.

Jeg stod op om morgenen, endnu en dag i mit liv, der bare skulle overstås. Marthas skingre skrig om morgenmad, den klamme lugt på mit værelse, al vasketøjet, der bare ventede på mig. Jeg hadede det. Jeg gik ned af de stejle trapper, mens jeg iførte mig den sædvanlige grå sweatshirt og sorte jeans. Nede i stuen åbnede jeg gardinet - det kolde vinterlys ramte mit ansigt og forviste alle mørke skygger til krogene. En knirken - jeg vendte mig om. Faster Martha stod foran mig med øjnene skarpt knebet i. Hun hadede mig, det fortalte hun mig tit. Jeg undveg hendes skarpe ord fra morgenstunden, de var ikke noget værd. Jeg greb min jakke, skoletaske og et æble og spurtede ud af døren. Jo før jeg kom væk herfra, jo bedre.

Den kolde sne knirkede under mine støvler. Det skinnede så behageligt, som tusind små stjerner lige foran mine fødder. Jeg havde lyst til at begrave mine hænder i sneen, mit hoved og min krop. Bare være en del af det funklende og kolde samfund, men jeg måtte videre.

Klokken ringede, og det var som om, at hele gangen vågnede op. Alle steder myldrede elever og lærere frem fra deres skjul. Jeg skyndte mig ind i klassen, smed min taske på gulvet, og satte mig ned. Ingen sagde noget. Det var, som det plejede. Jeg sad for mig selv, timerne gik, alt imens mine tanker fløj. Jeg var et helt andet sted, et bedre sted.

Læreren sagde tak for i dag, og undervisningen var endelig færdig. Glade skrål og larm fra stolenem som blev skubbet rundt, idet et mylder af elever løb ud af klasseværelset. Jeg rejste mig langsomt op og pakkede mine ting sammen. Jeg syntes, jeg hørte nogen sige hej, men det var nok ikke noget. Jeg gik langsomt ud. Mine støvler gav genlyd i gangen, som var fuldstændig mennesketom. Noget fangede mit blik. En fuldstændig overmalet plakat med titlen: 'Har du, hvad der skal til?' Jeg gik nærmere. Skolens kor skulle opføre en koncert til juleafslutningen, og de søgte en solosanger. Jeg studsede lidt over det, men gik videre - jeg havde en del pligter foran mig, og kunne allerede mærke Faster Marthas ånde i nakken. Skrubbe gulve, pudse vinduer, støvsuge, vaske tøj - ingen tid til andet.

Sådan havde hverdagen været for mig, siden mine forældre døde. Jeg var en ensom outsider. Jeg følte ikke, at jeg hørte til nogen steder. Alle pigerne i min klasse havde deres at lave, og drengene kiggede slet ikke min vej. Jeg turde ikke andet end at tage hjem til min faster, hvis bare jeg kom lidt for sent hjem, var hun allerede helt oppe at køre...

Læs anden del af novellen her.

MegetMere