Vi Unge

Sjove ting du kan lave på en regnvejrsdag

Af Stine Bødker Nielsen 18. juni 2012
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Pyt med, at det regner. Du kan sagtens hygge dig og have det sjovt alligevel! Se her, hvad du kan lave, når det regner.

Det ville være så fedt, hvis du kunne tage en tur på stranden eller spise is i solen med veninderne, men ak … Keder du dig også, når det regner?

Ingen grund til panik! Her får du opskriften på en perfekt regnvejrsdag.

Tag i svømmehal
Byt stranden ud med svømmehallen. Tag over hovedet er et rimelig stort plus, når det regner! Så kan du stadig svømme og vise dit nye badetøj frem, som du havde købt i anledning af sommeren.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Læs en god bog
Find et tæppe, en kop te, en læselampe og den blødeste stol frem. Og tilsæt så en rigtig god bog, som du kan dykke ned i i et par timer. Det vil du ikke fortryde!

Tag på indendørsshopping
Det er jo lige meget, at det regner, hvis du shopper i et storcenter! Tag veninden under armen og lad som om, I er på almindelig strøgtur. I kan endda købe en is for rigtig at komme i stemning. Du kan også blive hjemme og tage shoppeturen online i de fedeste netbutikker.

Lav et fotoalbum
Sæt gang i din kreative side. Print billeder ud og sæt dem i et album, som du selv dekorerer. Du kan lave det som en scrapbog med masser af pynt i siderne og små noter, som siger noget om de minder, du har fra billederne.

Ryd op i din garderobe
Hiv alt tøjet ud af dit garderobeskab og sortér i det. Meget af det bruger du sikkert ikke længere - mon ikke nogle andre ville blive glade for dit aflagte tøj? Måske finder du også noget tøj, du helt havde glemt, du havde! Læg det bagefter pænt på plads og organisér dit skab, så du lettere kan finde det, du skal bruge om morgenen.

Hold film-maraton
Yes! Når det regner, har du en undskyldning for at fylde slikskålen med bland-selv-slik og sætte alle dine yndlingsfilm på. Invitér dine bedste veninder over, og hold en megahyggelig film-maraton!

MestLæste