Mit liv

Hvad er angst?

Af Anna Løwe 15. februar 2019
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Angst kan se ud på mange måder og kan føles meget forskellig fra person til person. Det kan derfor være en god idé at holde øje med nogle af de typiske symptomer, der kan tyde på angst.

Symptomer på angst

Hjertebanken

Dit hjerte banker virkelig hurtigt og føles nærmest som om, det er på vej ud af din brystkasse. Det kan godt være et tegn på, at der er et eller andet galt. Prøv at lægge mærke til, om din hjertebanken opstår i specielle situationer – gør den det, kan det være et tegn på angst.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Vejtrækningsproblemer

Dette symptom kan godt hænge sammen med hjertebanken. Du har svært ved at få vejret, og du føler, du skal hive efter det. Her skal du også spørge dig selv, om det er noget, der sker helt tilfældigt, eller om det kommer, når du er nogle særlige steder. Så kan det nemlig godt være angst.

Læs også: Jennifer Lawrence havde social angst

Halsen snører sig sammen

Din hals snører sig sammen, og du føler ikke, du kan få sagt det, du gerne vil. Du får det måske også skidt, og så begynder hjertet måske at banke hurtigere. Det er et tegn på, at du befinder dig i en utryg situation, hvor din krop sender dit faresignaler – og det er et typisk symptom på angst.

Svede- og rysteture

Har du oplevet, at du pludselig begynder at svede og ryste, også selv om du ikke har det varmt? Det kan opstå ud af det blå, og det kan altså være et tegn på, at du er i en utryg situation – i hvert fald er det det, du føler. Og det er netop, hvad angst er – at bekymringerne løber løbsk.

Læs også: Læsernes blog - jeg har angst og tvangstanker

Mavepine

Din mave krøller sig sammen, og du har det bare SÅ ubehageligt. Det kan være et typisk tegn på, at du befinder dig i en situation, du føler dig angst ved. Hvis du kan, så forsøg at få dig selv ud ad situationen og få gjort klart, hvad det er, der gør dig utryg ved den.

Koncentrationsbesvær

Du har svært ved at koncentrere dig – det kan både være om store og små ting, som du ellers normalt slet ikke har svært ved. Men når kroppen tror, den skal kæmpe mod farer, får hovedet svært ved at koncentrere sig. Det kan derfor også være et typisk tegn på angst.

Er du i tvivl om, hvorvidt du kunne have angst?

Husk, du aldrig er alene! Selv om det kan være svært, er du nødt til at sige det til nogen. Det kan være en forælder, søskende, en lærer eller en anden, du føler dig tryg ved. Du kan også ringe til BørneAngstTelefonen på 82 30 60 70.

MestLæste