Argh! Kender du den der megadumme følelse lige inden din menstruation, hvor alle omkring dig er lidt mere irriterende, end de plejer, og hvor din krop føles som om, den er ved at eksplodere? Velkommen til PMS - eller med mere fancy ord: Præmenstruelt syndrom!

Læs også: Din første menstruation i GIF'er

Men bare rolig - der er faktisk mange ting, du kan gøre for at blive fri for symptomerne, der dukker op et par dage før din menstruation.
Vi har samlet alt det, du skal vide om PMS, og hvordan du (næsten) slipper for det.

Hvad er PMS?
Sammen med bumser, underlivssmerter og ømme bryster hører PMS hjemme på listen over ting, der er mindre fede ved at blive teenager! Men hvad er det egentlig? PMS - eller præmenstruelt syndrom - er de symptomer, der dukker op et par dage inden menstruationen. Syndromet rammer omkring 70 til 80 procent af alle piger, så du er bestemt ikke alene. PMS kan indebære alt fra humørsvingninger, træthed, øget appetit, tristhed, oppustet mave, bumser og øget irritation. Ikke særligt nice, vel?

Hvorfor får man PMS?
PMS skyldes de hormoner, der raser rundt i din krop lige inden din menstruation. Din krop er megaforvirret, fordi de mange hormoner påvirker alt lige fra centralnervesystemet til dine organer. Ret vildt! Nogle piger er faktisk en smule overfølsomme overfor de hormoner, kroppen udskiller i forbindelse med menstruationen, og derfor er symptomerne særligt svære for dem. Hvis din mor har været meget plaget af PMS, så er der ret stor sandsynlighed for, at du også bliver det. Symptomerne er nemlig arvelige.

Læs også: Hvornår får du menstruation?

Slap af!
Der er faktisk flere ting, du kan gøre for at mindske symptomerne af PMS. For det første gør stress PMS-symptomerne meget værre. Så slap af! For det andet så er søvn vildt vigtigt, når du PMS'er, så gå tidligt i seng i dagene op til din menstruation. Hvis du en gang om måneden er tæt på at rive hovedet af dine forældre og søskende, kan det være en god idé at undgå dem lidt i de dage, hvor du er særligt ramt. Lyt til noget nice musik på dit værelse, læs en god bog eller prøv at meditere. Alle tre ting sænker dit stressniveau.

Lev sundt
Ligesom med så meget andet hjælper en sund, varieret kost og moderat motion også på PMS. Tag til yoga, løb en lille tur og spis en farverig salat. Det lyder simpelt, men det kan gøre en kæmpeforskel! Husk også, at det er lidt synd for dig, at du skal have det så dårligt, hver gang du får menstruation. Derfor er det helt okay, at du forkæler dig selv med lidt ekstra mig-tid. Læg en ansigtsmaske, spis lidt mørk chokolade og gå i hi med en hel sæson af din yndlingsserie - og glæd dig over, at de fleste af symptomerne forsvinder, når din menstruation starter.

Undgå menstruationskriser