Hvis du lige har købt din første bh, har du sikkert allerede opdaget, at der findes vildt mange forskellige modeller og typer af bh’er. Og hvis du har været vant til at gå med bh i et stykke tid, har du måske endda prøvet flere af dem.

Men det er altså lidt af jungle, når man skal kigge på og købe bh’er, for hvad er lige forskellen på en trekants-bh og en balconette-bh – og hvorfor kan man få dem med og uden bøjler? Vi forklarer, hvordan de forskellige bh-typer er, og hvad der er af fordele og ulemper ved de forskellige modeller her. 

Læs også: Sådan passer du bedst på din bh

Psst ... Har du aldrig købt en bh før? I det nye Vi Unge-blad kan du læse, hvad du skal gøre, hvis du skal på bh-shopping for første gang. 

Den store bh-ordbog

Balconette-bh

En balconette-bh løfter brysterne en smule op og trykker dem samtidig ind mod hinanden for at tydeliggøre kavalergangen, samtidig med at der er god støtte til dine bryster.

Trekants-bh

En trekants-bh har skåle, der er trekantede. Faktisk ligner den typisk bare to trekantede stykker stof med stropper. Der er ikke så meget støtte i denne bh-type, så dine bryster ser meget naturlige ud, når du har den på. Hvis du har store bryster, kan det godt være, at du skal vælge en anden type bh, der giver mere støtte.

Sports-bh

En sports-bh bruger du, når du skal dyrke sport. Den er typisk lavet af åndbart stof, som er behageligt mod din hud, når du sveder. Den kan fås med støtte i varierende styrke, og det er en rigtig god idé at bruge en sports-bh, fordi dine bryster har godt af at blive støttet, når du løber og dyrker idræt.

Bh med bøjle

En bøjle-bh har en bøjle lavet af for eksempel stål eller plastik indbygget i skålene. Bøjlen er med til at støtte og forme dine bryster. Nogle gange kan man opleve, at bøjlen gnaver, men det er typisk fordi, at ens bh ikke har den rigtige størrelse. Når bh’en bliver slidt, kan bøjlen også godt finde på at hoppe ud, og så er det på tide at købe en ny bh. 

Læs også: Find den rigtige bh til dine bryster

Bh uden bøjle

En bh uden bøjle giver ikke ligeså meget støtte til dine bryster som en bh med bøjle. Til gengæld kan de være mere behagelige at have på, fordi der ikke er noget, der kan irritere eller gnave under dine bryster. Har du små bryster, kan du sagtens nøjes med en bh uden bøjle.  

Bh med halvskål

En bh med halvskål dækker – som navnet også antyder – kun halvdelen af brystet. Derfor er støtteniveauet heller ikke vildt stort, men har man mindre bryster, kan det sagtens være nok. 

Bh med helskål

En bh med helskål dækker store dele af brystet, og det kan være rart, hvis man har store bryster, fordi skålen giver mere støtte til dem.

Bh med halterneck

En normal bh har en strop rundt om kroppen og to stropper, som går op over hver sin skulder. En bh med halterneck-lukning har én strop, der går op omkring nakken, og én strop som går rundt om kroppen og lukkes på samme måde som på en traditionel bh. Den kan være smart, hvis man skal have en kjole eller top på, som også er en halterneck-model, fordi man kan skjule sine bh-stropper.

Push-up bh

Den her type bh har indbygget fyld i skålene, som skubber dine bryster tættere sammen og op. På den måde kommer de til at se større ud, fordi de bliver presset tættere sammen.

Minimizer bh

En bh med minimizer-effekt får brysterne til at se mindre ud, samtidig med at den giver dine bryster optimal støtte.

T-shirt-bh

En t-shirt-bh er typisk meget simpel og lavet uden for mange syninger, blonder eller andet gøgl, så den nærmest er usynlig, når man har en tætsiddende t-shirt uden på bh’en.

Stropløs bh

En stropløs bh har kun en strop rundt om kroppen til at holde den på plads. Typisk sidder der en lille silikonestrimmel i bh’en, så den ikke glider ned, når der ikke er stropper på. Nogle balconette-bh’er kan laves til en stropløs bh, fordi der er mulighed for at tage stropperne af. Det er smart, fordi man på den måde får to bh’er i én.

Bh med fyld

Nogle bh-skåle består kun af stof, andre er lidt tykkere og så er der nogle, hvor der er lagt en lille pude ind i en lomme i bh-skålen. Det er en bh med fyld. Denne her bh-type bliver også kaldt for “padded” eller “vatteret”. Hvis man har små bryster, kan man bruge en bh med fyld for at få sine bryster til at se større ud.

Læs også: Mål dig selv for at finde din bh-størrelse

Bodystocking med bh

Man kan også få en bodystocking med indbygget bh. De fås både med og uden bøjle og i forskellige farver og mønstre.

Bh-clips

Bh-clips er nogle små plastik-dimser, som man kan bruge til at samle sine bh-stropper på midten af ryggen. Hvis man skal have en top eller kjole på, der har bryderryg, kan man skjule stropperne med bh-clips.

Corsage

Et corsage er en slags bh, der er meget længere end en normal bh. Den går helt ned til taljen og har stivere hele vejen ned, som strammer og former din talje, samtidig med at brysterne bliver løftet. Det kan godt godt være ret ubehageligt at have et corsage på, og der er nærmest ingen, der bruger det til daglig.

Selvklæbende bh

En selvklæbende bh ligner ikke nogle af de andre bh’er. Den består af to silikoneskåle, som man kan klæbe på dine bryster og lukke i midten. Der er altså ingen stropper rundt om kroppen eller over skuldrene, fordi man klistrer bh’en fast på sine bryster i stedet. Den giver ingen støtte, men den kan være smart at bruge, hvis man skal til fest og have en kjole eller top på, hvor man har bar ryg. 

Sidder din bh, som den skal? Tjek, om du kan genkende de her tegn. Hvis du kan, skal du måske måles for at finde en ny bh. 

Tegn på din bh sidder forkert