Vi Unge giver dig her 6 tips til de svedige sommerdage: 

  1. Kend din sved! 
    Ja, først og fremmest er det ret fedt at vide, hvad sved egentlig er, og hvorfor du faktisk virkelig ikke vil undvære det. Sved består blandt andet af vand, salt og urinstoffer. Den bliver udskilt gennem dine svedkirtler, og i løbet af en almindelig dag sveder du over en liter sved. Og hvorfor er det ret godt? Fordi sved hjælper din krop med at have den rigtige temperatur, så du ikke overopheder, når du eksempelvis træner, eller når der er varmt udenfor. Det er altså riiimelig smart og uundværligt!
     
  2. Tøjet har en betydning! 
    Syntetisk tøj kan gøre det svært for din hud at ånde, så gå efter tøj lavet i bomuld, hør og uld i stedet. Løst og let tøj hjælper også din krop med at komme af med varmen, hvilket får dine svedkirtler til at slappe lidt mere af med svedproduktionen. Du kan også tænke i at gå i mønstret, sort og hvidt tøj, hvor det ikke er så tydeligt, hvis du får våde svedpletter.
     
  3. Fugtige fusser 
    Selv om vi VIRKELIG ville ønske, at det var anderledes, kan svedige og småsure tæer være lidt svære at undgå – også om sommeren. Heldigvis kan du gøre et par ting, der gør problemet mindre. For eksempel er det en god idé at skifte sko fra dag til dag, så skoene kan nå at blive luftet og tørre, før du bruger dem igen. Den perfekte anledning til at teste hele skosamlingen! Desuden er det en supergod idé at tage et fodbad hver aften, så du hopper i seng med rene og friske fødder. Både hos Matas og på apoteket kan du købe deo til fødderne – det virker rigtig godt og holder svedproduktionen nede. 
     
  4. Den rigtige deo 
    Der findes så mange forskellige deodoranter, og det er ikke sikkert, at den, der virker for din veninde, også virker for dig, så prøv dig frem! Gå dog efter deodoranter med antiperspirant, som hæmmer produktionen af sved og holder mængden af de lugtgivende bakterier nede. Hvis almindelig deo ikke helt kan holde svedlugten nede, kan du købe en, der er lidt kraftigere, på apoteket. Snak med dem om, hvilken der kunne passe til dig. 

    Læs også: Undgå svedlugt i dit tøj 
     

  5. Kølige brus 
    Sved i sig selv lugter ikke, men kombinationen af den og de bakterier, du har på huden, kan give den irriterende svedlugt, de fleste af os gerne vil undgå. Derfor er det en god idé med et dagligt bad, hvor du vasker dig grundigt med sæbe og får skyllet al sveden af dig. Tør dig grundigt bagefter!
     
  6. Et stort glas vand, tak! 
    Krydret mad og drikkevarer med koffein kan få os til at svede mere. Så selv om du virkelig elsker indisk mad, energidrikke eller kaffe, kan der være en god grund til at skære lidt ned på det, hvis du sveder meget. Sluk i stedet tørsten med vand, som din krop til gengæld elsker på de varme dage.