Kendte

The Fireflies undgår kommentarer på internettet

Af Tóra Effersøe Mortensen og Line Sølvhøj Jensen. Foto: All Over 18. marts 2010
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
The Fireflies er ved at vænne sig til at være i rampelyset, men der er alligevel nogle ting om dem selv, som de ikke læser.

Den sidste gruppe, der er tilbage i "X Factor", er The Fireflies. Gruppen har allerede været i farezonen, men det har ikke slået dem ud.

- Det har bare gjort, at vi kæmper endnu mere, og vi endnu mere vil vise, hvad vi kan. Vi tænker hele tiden, at vi vil gøre det endnu bedre i næste uge, selv om vi selvfølgelig også indstiller os på, at vi kan ryge i farezonen næste gang, fordi alle herinde er så dygtige, forklarer Mathilde, der er det yngste medlem i The Fireflies, mens gruppens ældste medlem, Julia, fortsætter:

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

- Vi vil jo også gerne vise folk, der har stemt på os, at de har brugt deres krone på noget godt, så hver gang kæmper vi alt, hvad vi kan.

- Og når vi så går videre, så får vi lige et boost, så vi har ekstra meget energi til næste gang, fortæller Henriette.

Vi læser ikke de dårlige kommentarer
The Fireflies har fundet ud af, at det ikke altid er helt let at være kendt. Selv om de tre country-piger bliver genkendt på gaden, når de går sammen, og folk oftest kommer hen for at ønske dem held og lykke, så har de også fundet ud af, at der er mange dårlige kommentarer om dem:

- Jeg er egentlig holdt op med at læse kommentarer på internettet, for der er folk ikke altid så søde, og skrive måske ting, der er meget negative. Der er selvfølgelig også søde kommentarer, og det er dem, vi skal fokusere på, men selvfølgelig påvirker de negative kommentarer os, når man ikke før har været vant til at være i det her mediecirkus, fortæller Julia.

Men heldigvis har pigerne i The Fireflies en tro på, at de kan gå hele vejen og nå finalen i Parken den 27. marts.

- Vi vil gerne vise Soulshock, at han havde ret, og at vi kan det her, fortæller pigerne smilende, efter de gik videre i "X Factor" i fredags, hvor Remee valgte at sende Anna hjem.

MestLæste